tirsdag den 17. maj 2016

Så er det ud

og det kan ikke gå hurtig nok. Dette har nogle af gårdens tøser sikkert også tænkt i går, 2. pinsedag. Nogle af dem var også så heldige at de kom ud, og andre var meget utilfredse med at det ikke var dem. Men det bliver sikkert også deres tur på et tidspunkt.


Her står nogen af tøserne som skal ud på græs sommeren over. Inden nogle af dem skal ud, skal de lige checkes og halsbånd skal af. Og noget der altid virker for at få ro på tøserne, er foder.

Dem på den ene side fik lidt inden de checkes, og se bare reaktionen på kvierne på den anden side. Halsene kan blive meget lange. Men de fik selvfølgelig også noget.

Det er noget helt specielt når gårdens kvier kommer ud på græs. De ældste kvier kan godt huske hvordan det er, for de er ganske urolige og det kan ikke gå hurtigt nok. Og de yngste som ikke har prøvet det er mere tøvende og vender om i porten for at gå tilbage til de andre. Men de bliver sendt ud igen.


Farmor og jeg har fået opgaven at holde øje med dem når de kommer ud af stalden. Vi er hver udstyret med en kæp som er en slags forlænget arm, så vi kan vifte lidt når de nærmer os.

Inden tøserne bliver lukket ud på marken skal de lige løbe lidt trætte, for ellers går det galt ude på marken. Det er ikke særlig spændende når det sker, for de kan rende i alle retninger, og så kan det være svært at fange dem ind igen.


Nysgerrig er man og det kunne jo være at der er noget der er mere interessant bag Farmor og jeg, men den vej skal de ikke. Men der prøves sådan lidt.


Farfar sidder ovre på muren, og passer på at tøserne ikke forsøger at løbe ind i stalden igen. Både Farfar og Farmor er to meget friske 1935´er, som gerne vil hjælpe til når der er behov for det. De har haft ejendommen inden vi overtog den i 1992.

På billedet til højre side har kvien fundet noget majsensilage på gummigedens skovl, det skal da lige med inden der er nogen af de andre opdager hvad man har fundet :-)













På billedet kan der ses at der lige er et par af tøserne som lige skal vise hvem der bestemmer. Der sker ikke noget og ingen kommer til skade. Måske æren bliver lidt ramt.





Der er her to som har fundet ud af at det er derud de skal. Ud til det grønne græs med masse af mælkebøtter.


Så som det kan ses af billederne får de lov til at løbe, hoppe, springe, slås og alt det de vil indenfor det afgrænset område, og efterhånden bliver de trætte og mere rolige. Så imens det står på, står vi og holder øje med at de ikke render væk.

Og lige pludselig er det så vidt at de skal ud på marken. Det går hurtigt, men fordi de er trætte, falder der hurtig ro over dem.






Så kan de hygge sig der siger bondemanden. Om nogle dage skal de ned på engen, og der skal de gå sommeren over.
Jack og jeg ville vise hvordan det er når tøser efter en lang vinter kommer ud på græs.
Hvis vi fortsat havde køer, ville de også indenfor kort tid komme ud på græsmarken, hvor de ville være ude hele døgnet sommeren over, dog med undtagelse af det tidspunkt, hvor de skulle malkes.
Kh.
Jack og Kirsten.



8 kommentarer:

  1. Åhhhh for nogle dejlige billeder Kirsten, du har helt ret det er en meget speciel oplevelse. Den glæde og iver de store dyr udviser er så smittende og det giver mange gode grin med på vejen.
    Som barn har jeg været med til det en del gange og jeg var så heldig at have en onkel og tante der boede på en stor gård hvor køerne kom ud o dagen og ind i stalden om natten. Der elskede jeg at holde ferie, for så var jeg med til at drive dem ind om aftenen.
    Tak for de fantastiske billeder ;o)
    Kram fra Linda.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt kære Linda. Er glad for at billederne vakte minder fra barndommen :-)
      Knus
      Kirsten

      Slet
  2. Det må simpelthen være en fantastisk oplevelse. At se de kåde kvier komme på græs for første gang.
    Det er altid sjovt at se når en nærliggende bondemand har åben stald og køerne føres ud.
    Det er nøjagtig sådan jeg har det når jeg bliver sluppet løs til et loppemarked.
    Så tror godt jeg kan sætte mig i deres sted ha ha ha :)))))
    Fantastiske billeder af en mega skøn oplevelse.

    Rigtig dejlig dag til jer
    Knus
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det med loppemarked kan jeg sagtens forestille at din reaktion er den samme :-) De nyder at være ude. Lige nu går de på den lille mark, som ligger for enden af min have, så jeg kan gå fra haven og ud til dem og snakke med dem. De er nysgerrig og det er slet ikke mig de er interesseret i men Jack. De følger ham når han går langs med det stakit der er sat op, så de ikke render ind i haven.
      Om et par dage skal de fleste ned på engen og gå der det næste stykke tid, men der kommer til at gå to derude, hvor den ene er drægtig og anden har været lidt syg og trænger til ekstra foder.
      Dejligt at du kunne lide billederne
      Knus
      Kirsten

      Slet
  3. Hej Kirsten
    Ja det er jo blevet moderne at se køer og kvier komme ud på markerne. Jeg kan slet ikke huske, at der var så stor ståhej, når køerne kom ud, da jeg var barn, det var bare sådan, det var, vi havde nu også kun 10 køer.
    I dag kan jeg sagtens se det spændende i det, en opgave I hygger med ældre såvel som yngre, mange andre vil gerne overvære det.
    Det var spændende at se.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbeth.
      For dem som aldrig har været på en gård og ingen relation har til hvor de forskellige madvarer kommer fra er det godt at de ser muligheden for det. Nogle steder er gårdene så store, og restriktionerne for at komme ind i staldene er strenge, så folk mange gange slet ikke har mulighed for at komme og se køerne, ungdyr og kalvene at det er en god ide med åben hus og køerne danser.
      Men vi har altid gjort det sådan at alle der har mulighed for at hjælpe til kommer, og så er der kaffe bagefter, men der er ingen tilskuer måske en enkelt bil der holder, men det er ikke hver gang.
      Årsagen til at det også er specielt, og det er måske det ekstra i det, er at det måske er sidste gang. Vi ved jo ikke om vi har kvier til næste år, da vi forsøger at sælge dem, men da landbruget - specielt mælkeproducenterne er i krise er det meget svært at sælge noget, så derfor har vi fortsat en del kvier endnu.
      Men jeg er glad for at du synes det var spændende
      Kh
      Kirsten

      Slet
  4. Dejlige billeder! Vi var til Økodag, et stort hit hos den 2-et-halvt-årige, som stadig snakker om de løbende køer 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Stella
      ja jeg kan sagtens forestille mig at jeres søn det var spændende med at se store dyr rende afsted mod marken. Kender en som også har været afsted i år, han er også godt 2½ år, men hans interesse var ikke dyrerne men de store traktore. Dem ville han gerne op i og sidde og brumme lidt til :-)
      Knus
      Kirsten

      Slet

Mange tak for dit besøg på min blog. Du er hjertelig velkommen til at ligge en kommentar. Det vil jeg blive glad for.

Venlig hilsen Kirsten