søndag den 28. juli 2019

Phlox time - Floks tid

Lige nu står havens Phlox eller Floks i fuld blomstring. Der er virkelig kamp om opmærksomhed i de forskellige bede, hvor de står. Men de er også flotte de Floks. Lidt mormor agtig, men det gør jo ingenting for jeg er jo mormor.

Navne på de forskellige har jeg ikke, men jeg tænker at de kan findes på nettet, hvis du virkelig vil have det nøjagtige navn. Jeg kan i hvert fald sige, at de fleste af dem er købt via Staudestedet.dk .


De er alle blevet plantet i løbet af sommeren 2016. Og siden er der ikke gjort noget ved dem, ikke andet at de har fået gødning 2 til 3 gange i vækstsæsonen, og ja når det er tørt, som det lige nu er, vandes der.


Så må jeg indrømme at der bliver vandet. Ikke hver dag, men 1 til 2 gange om ugen. Prisen for nye planter og mit eget velbefindende er større end prisen for vand. Og jeg tænker også at insekter, planter og ikke mindst fuglene synes at det er godt at jeg vander bedene - ikke græsplænen.


Når jeg anlægger eller udvider et bed, planter jeg rimelig tæt og i grupper. Jeg har den ide, at ved at plante tæt og sådan er der ikke er så meget synligt jord, at fordampningen ikke er så stor. Om det er rigtig, ved jeg ikke, men jeg synes det virker.


Men nu er jeg også så heldig at jorden i haven er af den type som holder godt på fugten. Men den her sommer, hvor vi ikke har fået så meget regn, som vi plejer, kan de godt mærkes og ses, jorden er ved at tør.


Det er lidt sjovt at se Solsorten rende imellem vanderen, for den hapser alle de insekter og især regnorme, som kommer op til overfladen. Så er der fest. Solsortens unger sidder lige i nærheden og råber om kap på feststeg.


Nu er det ved at være sjældent at jeg skriver et indslag på bloggen. Og selvom jeg har skrevet det før, så har jeg til indhensigt at skrive lidt oftere på bloggen.


Har du også mange floks i haven? Eller har de andre stauder, som du har plantet en del af?
Når jeg lige nu går rundt i haven kan jeg se at de næste der står på spring, ja de er så småt begyndt, er høstanemoner.


Så det kan være at det næste indslag omhandler Høstanemoner :-)

Indtil da må du passe godt på dig selv og husk at væske er meget vigtig - både for folk, fæ og flora :-)

Kh
Jack og Kirsten


mandag den 15. juli 2019

Åben have - når havelågen åbnes op på vid gab

Hvordan skal jeg starte på et indslag på min meget forsømte blog!, det er slet ikke så let, for det med at skrive er ikke længere en let sag.
Men når lysten er til stede, er det bare tage udfordringen - og jeg kan jo starte med at skrive om en rigtig god oplevelse jeg har haft her i weekenden.

Jeg har nemlig haft, for første gang, åben have.


Det har været en utrolig dejlig og positiv oplevelse. Jeg havde den glæde at få besøg af dejlige mennesker som har en fælles interesse med mig, nemlig at holde af haver.  Dejligt at møde andre som kan se skønhed i det en have udgør. Det er en dejlig oplevelse som jeg bare er så glad for at have fået, selvom jeg godt nok har været så nervøs og næsten ikke kunne holde tanken ud den sidste tid.
For det er noget grænseoverskridende at inviterer andre ind i sin have. Det er jo et meget privat område, hvor man  nogen gange går i sin egen verden, ja nogen gange i en osteklokke. 


Det er jo nemt nok at vise sin have på Facebook, for der viser man jo bare et øjebliksbillede af en blomst, og det billede fortæller jo ikke særlig meget om ens have. Så inviterer andre ind i haven, er også at inviterer andre ind i ens univers.
Det er i hvert fald for mig, for haven er mit livsrum, hvor jeg nok slapper bedst af og kan gøre lige hvad jeg vil, i hvert fald næsten hvad jeg vil 😁.


Så noget nervøs ja måske også anspændt og lidt stresset, blev havelågen åbnet op i lørdags. Og tænk! alle de tanker og øjeblikke hvor tvivlen kommer op og man spørger sig selv hvorfor f..... har jeg indladt mig på det her, er bare skudt ned. For jeg har bare haft besøg af sådanne dejlige mennesker, som jeg tror fik sig en overraskelse over det de så. Jeg har bare fået sådan en positiv feedback, som jeg er vokset af. Dejligt med anerkendelse og at det man forsøger at skabe falder i god jord.


Så jeg tænker at det ikke er sidste gang jeg åbner min havelåge - mit sind - til at andre kan træder ind i mit univers.


Det er dejligt at dele glæde med andre - det bliver man bare så glad af.

Skal iøvrigt hilse fra Jack, som bare er så træt for han har jo også hilst og talt med dem der har været på besøg. Så han tager sig sikkert nogle ekstra lur i morgen

Knus herfra
Jack og Kirsten