Herr Spatz und den grønne Vélo de Charlot

Tiden er vist til en historie. I de her dage, ja nærmest den sidste stykke tid, har regnen præget vores vejr. Solen har dog skinnet ind imellem, men det er noget fugtigt derude i haven, så det er lidt svært at grave og plante.

Derfor kommer der en historie om den cykel, der står ude i gårdspladsen, op at stakittet, ved havnes indgang.

Jamen lad mig så begynde. Har du sat dig til rette i den gode lænestol? måske en kop kaffe eller The, vil slet ikke være dårligt, og måske en lille småkage. Hvis du ikke har det, men vil gerne have det, så vil jeg da gerne vente. Nåh du har kaffe og et stykke chokolade. Fint.

Nåh, Herr Spatz stod lige pludselig ude i gårdspladsen sidste søndag. Og det er ikke fordi jeg kender manden, nej slet ikke. Jeg ville jo ikke tage et billede af den arme mand, så I må nøjes med min beskrivelse af ham.
Men den arme mand stod derude og lignende et gespenst. Fuldstændig grå, stod han der. Vandet dryppede fra den tykke grønne lodenfrakke. Ualmindelig tung så den ud, derpå den grå tynde mand, som man sagtens kunne tro var døden nær. Hans brune bukser var våde op ad benet, og sorte klatter af mudder, hang på de cykelklemmer der holdt bukserne inde, så han ikke fik dem i cykelkæden.
Man kunne ane noget af den støvgrønne skjorte under frakken. Den havde set bedre dage, da der på skjortens flip var tegn af sved og vand fra regnen, han givetvis havde cyklet i. Hans hår, som der ikke var meget af mere, hang tyndt ned i panden, og mærkeligt nok var håret længere på den ene side, end den anden.

Fuldstændig forkommen stod han og klamrede sig til en grøn damecykel, hvor der på styret var en cykelkurv, pyntet med hvide roser og op af kurvens åbning stod en potteplante med hvide blomster, en åben vinflaske, hvor kokpropen sad i, et glas og bagpå stod en gul margarinedåse uden låg, hvori der stod en tom flaske med patentprop.Bag på cyklen - på dens bagagebærer hang der en ældre mappetaske.

Manden stod og mumlede noget, som var ganske uforståeligt. Man kunne tydelig se, at han havde haft en oplevelse, som slet ikke var af den behagelige slags. Han fortsatte med at mumle et eller anden og en gang imellem kunne vi forstå enkelte ord, som Frau - verrückt - wütend - fliehen. Og imens han stod og gentog de ord, fægtede han med hænder og hev i sin frakke, skjorte og pegede på hans noget snavset bukser.

Nå men vi kunne jo ikke have ham stående derude i regnen. Så vi fik ham lokket ind i varmen med en kop kaffe. Zucker - sagde han. Og så kom der en masse ord i en lind strøm - Ach, ach du lieber Gött, die verrückte Frau wollte mich.... und mein ... Hemd...und Hose...Die Frau sagte etwas wie waschen und Sie zeigte mir ein styk Seife. Manden der i forvejen var grå i huden, blev endnu mere grå, ja nærmest hvid mens kan talte om den episode han åbenbart havde oplevet.

I mens han drak sin kaffe med 3 stk. sukker og en stor Cognac, spurgte jeg lidt ind til hvor han kom fra. Han fortalte at han hed Heinrich Spatz og han var overlærer, men var gået på pension. Han fortalte at han i mange år havde undervist drenge i matematik og gymnastik. Efter han var gået på pension og hans mor var død for et par måneder siden, havde han besluttet at han ville besøg sin gamle penneven, som boede på en gård omkring Aalborg. Og imens han fortalte om hans ven, som han havde skrevet sammen siden han var en dreng, hev han nogle brune breve op, som man godt kunne se, kom fra danmark.

Han fortalte at han aldrig havde set sin ven, men han synes at kende ham så godt igennem sine breve. Han havde ikke hørt fra ham i et par måneder og de breve han havde sendt til vennen, var kommet retur, Så Heinrich var blevet urolig og havde derfor han fremrykket sit besøg, da han egentlig først havde planlagt at besøge ham i august.
Imens Heinrich fortalte, var min kære mand gået udenfor, for at kigge på den cykel Heinrich var kommet. Da han kom ind, hviskede han til mig, at han mente den cykel var stjålet. For cyklen passede jo slet ikke til Heinrich, og det så også ud som om der stod et navn på cyklen.

Min mand mente nu heller ikke at Heinrich ville cykle rundt med roser på cykelkurven, som han mente ikke var en mand kunne købe i en butik, men måtte være flette af en, for der var blevet brugt en grøn havevandslange, og så var da endda sat knapper på, så det må være en småskør pilefletter.

Ja, måske sagde jeg til min mand, men lad nu hører hvad han har at sige, inden vi dømmer ham. Så jeg hældte mere kaffe op til Heinrich, som han takkede ja, tak og samtidig skubbede han cognacglasset frem imod mig, som et tegn om mere.

Heinrich  fortsatte sin fortælling. Han var kommet op til vennens gård, men der var ingen ven. Huset var mere eller mindre tømt.
Han spurgte naboen af, og denne kunne fortælle at vennen var flyttet ind til byen. Naboen kunne ikke

huske hvad byen hed. Men naboen mente at man skulle gå ud af en landevej,

hvor han bare skulle vejen indtil han kom til et busstoppested.

Naboen havde sagt - som Heinrich havde forstået det - at bussen kom flere gange om dagen.

Så Heinrich tog sin gamle mappetaske og gik ud af den landevej, som naboen havde beskrevet.

Heinrich var bare gået afsted uden af vide hvor langt han skulle gå inden han komme til det busstoppested. 

Men imens han gik der, tænkte han på sin gamle ven, og de historier han havde skrevet om. Det var om gården,

hvad han lavede og at han havde opbygget et fint hjem med en husholderske. 

Imens han gik, bemærkede han slet ikke at der kom et køretøj bagfra. Og da denne overhalede Heinrich, blev han så bange at han hoppede ned i grøften, hvor han så stod i vand og mudder helt op til hans knæ. Og det værste af det hele, så var det bussen ind til byen der overhalede ham.

Jeg kunne ligefrem se på Heinrich at han var blevet så gal, for den måde han fortalte på.

Heinrich fortalte videre at han var kravlet op af grøften. så ned af sig selv, hans bedste tøj var helt mudret og vådt. Så våd, frysende og med et par sko, som gav lyd fra sig hver gang han tog et skridt, gik han i den retning som bussen var kørt. Mod vest ind over træerne kunne han se at solen var ved at gå ned. 

Han ville checke hvad klokken var, men opdagede at hans ur, som han havde modtaget i forbindelse med sit virke som lærer i 40 år, var væk. Heinrich var grædefærdig, for det havde været en stor dag og han var meget stolt over at have modtaget dette ur. Det var en meget stor ære. Og nu var uret pist væk. Han begyndte at fortryde at han var taget afsted. Lige nu kunne han sidde hjemme i sin gode lænestol, som både hans mor og far havde siddet i. Varmen ville være dejlig og kaffen ville være hældt op. Imens han gik og jammerede over alt det der var sket, opdagede han slet ikke at han var ved at gå forbi stoppestedet.

Men heldigvis opdagede han det inden han gik alt for langt. Da han kom til søjlen hvor alle bustider er oplyst, kunne han se at bussen gik indtil kl. 22, men han vidste jo ikke hvad klokken var. Var den virkelig så mange at den først kom i morgen igen eller var der stadig vøre mulighed for at den kom i dag. Imens han stod og tænkte over det, og allerede var begyndt at tænke over hvor uheldig han var, blev han forstyrret af et stort larmende Dyt... Dyt...og lige der stod bussen

Han har aldrig før været så glad for at stige på en bus, som på denne her. Buschaufføren var en ældre mand, som sad der med sin lille stump cigar. Chaufføren sagde højt og tydeligt GoDaw. Heinrich var i gang med at lede efter penge og da han ikke kunne finde sin pung blev han nervøs, han ledte og ledte og blev endnu mere nervøs. Chaufføren havde nok bemærket at den nye passager så noget nervøs og sveden ligefrem rendte ned at hans kind. Den godechauffør spurgt af - nåhhh hvo ska do hen i awten. Heinrich forstod intet af det, men sagde byen - ven - gård.

Chaufføren, som en gang for mange år siden havde været i Tyskland, kunne forstå noget med by, så han kunne regne ud at den mærkelig mand skulle ind i byen, og han kunne da godt tage ham med, for det var jo ikke så langt. Heinrich fik at vide af han skulle sætte sig ned, og bussen, som var en lidt ældre årgang, satte igang med et ryk.

Heinrich kunne mærke den gode varme der var i bussen,og den vuggen der var når bussen kørte på den smalle landevej, fik hans øjne til hurtig at falde i.
Do.... Do..... Do der. kunne han hører langt væk i hans drøm, og lige pludselig kunne han mærke at der var en der skubbede lidt til ham. Jah, A æ ke at, men no er vi here.

Heinrich kiggede ud af bussen vindue og han kunne godt se at han var i en by, så Heinrich styrtede ud af bussen og var ved at snuble over sin tunge våde frakke, så kom på tværs, da han styrtede ned af bussens trappe. Flere pletter tænkte Heinrich. Gad vide hvad hans ven ville sige hvis han så hvor beskidt han var. En pensioneret overlærer fra en god drengeskole i Tyskland og så snavset, at det ikke kunne passe nogen steder.

Imens han gik hen af byens gade - et eller andet med bakke... hed den vej, tænkte han på at han måske kunne finde et vaskeri, som kunne vaske hans tøj, men han kunne også mærke at han have ikke fået aftensmad og han var egentlig meget sulten, og en kop kaffe, ville heller ikke være af vejen. I det øjeblik, kunne han dufte den bedste mokka og duften af kage - brød var også til stede. Og lige der lå der det yndigste konditori. I det lille vindue, som var malet hvidt og pyntet med de sødeste sukkerting, stod der kager i mange forskellige slags. Igen ledte han efter sin pung, og da han fandt den i inderlommen af hans frakke, blev han så glad.

Glad og med mange forventninger åbnede han døren til konditoriet og gik ind.

Mærkeligt havde Heinrich tænkt, da han trådte ind ad døren. Udenfor virkede det meget større end det her, men pyt han var jo sulten og duften af mokka var endnu mere herlig. Han satte sig på en af de fine hvide stole. Han var lidt beklemt ved at sætte sig, for han var bange for at gøre det hvide stof snavset, men sulten og duften af den gode mokka, ja de fine kager der stod der. Hjertekager, Marengsbunde, med frugt ovenpå, og så der mit i det hele stod en meget fin og lækker kage - Rosenkagen. Mens han sad der og kiggede på alle de flotte og lækre kager, kom en dame nærmest svævende hen til ham. Hun præsenterede sig som Madame La Ferraille. Hun hjælp den dygtige Pauline, da hun var ovre ved Marie Nielsen for at hente nogle rene duge. Hun spurgte ham af hvad hun kunne hjælpe ham med. Ja svarede han. En kande kaffe - gerne mokka og et stykke af den fine Rosenkage og en af de kager der er formet som et hjerte. Ja. så gerne svarede den svævende Madame La Ferraille, som vendte sig om og svævede tilbage til disken, for lave kaffe og anrette kagerne. Heinrich sad og kiggede sig rundt i det lille konditori. Han kunne se, på servietterne, at stedet hed Paulines Konditori.
Alt var hvidt og skinnende rent. Dugene var skinnende hvide og glattet så meget at stoffet næsten gav lyd fra sig, hvis man kom til at klemme det med hånden.

Heinrich sad i sine egne tanker, da han pludselig kunne høre en værre diskussion imellem to kvinder, der stod i døråbning.
Han forstod ikke helt hvad den ene sagde, men det var ganske tydeligt at se, at hun ikke arbejdede her. Hun var klædt i ganske almindeligt tøj, men som var så rent at det hvide forklæde nærmest blændede ham. Og med et stod den kvinde overfor ham, og hun pegede på ham, imens hun talte til Madame La Ferraille og den anden kvinde som var kommet med. Pauline, kunne han forstå, men resten kunne han ikke. Lige pludselig begyndte kvinden, som de andre kaldte Marie, at hive i ham. Hun trak i hans frakke, som om hun ville have den, hun tog fat i hans skjorteflip, og sagde et eller andet. Det var meget tydeligt at hun var ganske misfornøjet over at han sad der med hans tøj. Lige pludselig stod der fire kvinder omkring ham - Madame La Ferraille, Marie, Pauline og en fjerde kvinde, som så meget fin ud.
Heinrich kunne mærke at de begyndte at trække i ham. Marie hentede noget, som lignede sæbe, og Heinrich begyndte at blive nervøs, ja nærmest bange. Han havde aldrig været omgivet af så mange kvinder i sit liv, så det hele blev for meget for ham. Han sprang op, bordet væltede, kvinderne skreg op og han rendte ud af butikken. Op af vinduet stod en cykel, den tog han, satte mappetasken fast omme bag og så trådte han han hårdt i pendalerne.

Heinrich, som havde drukket 5 kopper kaffe med hver 3 stk. sukker, 3 store Cognac og spist 4 store ostemadder, var begyndt at få farve i kinderne. Hvor lang tid han havde cyklet viste han ikke, men han var også ligeglad. han ville bare hjem til Tyskland,
Hjem i hans lejlighed, hvor den gode lænestol stod og der var roligt og varmt. Ingen der jagtede ham. Og slet ingen kvinder. Heinrich sagde at han ville skrive til sin ven, at han havde ledt efter ham, men at han ikke kunne finde ham, så måtte Karl, som vennen hed, jo henvende sig til ham. Heinrich mente ikke at der var andet at gøre. Han ville hjem nu.

Han spurgte hvor den nærmeste togstation var og da han fandt ud af at han skulle tage en bus til byen, hvor der går toge til Tyskland, rejste han sig hurtigt - tog sin taskemappe - rakte hånden ud og sagde: Der Kaffe hat mir geschmeckt und ich danke ihnen für ihre Freundlichkeit. Leben Sie Wohl - væk var han.

Og midt ude i gårdspladsen, op af vores stakit, stod der en grøn cykel af mærket Puch og der stod endvidere Vélo de Charlot.. men jeg ved jo ikke hvor Heinrich har været, og jeg ved heller ikke hvem der ejer den cykel han tog. Men nu stiller jeg den op ved havens indgang. Der står den også ganske fint, næsten som den var bestilt til at stå der. Jeg skal nok passe på den.

Kære venner - dette er en historie fra det virkelige liv eller er det et eventyr. Tja det ved kun Herr Heinrich Spatz fra Tyskland, men en ting er sikkert, at der står en fin cykel ude ved mit stakit, som der muligvis er en fra en by står og mangler eller.....


Jack siger at historien er alt for lang. Der skal mange flere billeder til. Næ, svarer jeg Jack, det synes jeg ikke, for jeg har jo kun hørt Herr Heinrich Spatz fortælle historien, så jeg har ingen billeder, kun dem jeg har vist, og nogle af disse er fra det store net, hvor jeg har lånt dem.
Okay svarer min kloge hund - der er ingen der gider at læse så meget, men det er dig der bestemmer.

Så kære jer, jeg håber ikke at I synes I har læst for meget, og jeg håber da også at I kunne lide historien om Herr H. Spatz, som måtte opleve så meget et sted i Jylland.
Nu er der sikkert nogen der tænker, hvorfor skriver hun den her historie om en cykel, hvor der står Vélo de Charlot. Åh det er egentlig ganske lige til, jeg vil nemlig bare gerne takke Charlotte fra bloggen Hos Villa Fryd. Hendes blog kan du finde her, Hun fandt nemlig denne kønne cykel til mig. Og som tak synes jeg der skulle en lille historie med.
Så Kære Charlotte 1000 tak for den flotte cykel. Den blev ikke hvid,for den er så køn som den er.

Så er der ikke så meget mere at skrive for denne gang.

Kh
Jack og Kirsten

Min "kolonihave"

er måske ikke den rette overskrift. Men måske er den alligevel rigtig. Hvad er en kolonihave. Ja sådan som jeg definerer ordet er det en samling af nyttehaver. Altså en have der gør nytte. Før i tiden var det nok afgrøder der primært blev tænkt på, så byfamilien havde en grad af selvforsørgelse af grøntsager, æg og måske lidt kød. Dette er nok tildels gældende men mange har også en kolonihave som et frirum hvor man kan være og slappe af, og f.eks dyrke sin passion. Det kunne være roser.

Nå... videre i dette indslag.
Nede ved driverhuset, hvor Jack og jeg holder af at være, har vi gået  i nogle dage og tænkt. Tænkt på at der var noget der manglede for at området virkede færdig. Nu er det min kære mand tænker - det bliver aldrig helt færdig!. Men Jack og jeg har altså gået og talt om at der manglede noget. Og efterhånden som vi fandt ud af hvad der manglede - fandt vi jo også ud af at vi nok var nød til at inddrage min kære mand.
Det er ikke altid helt let, men denne gang var det ikke så svært.

Så en søndag gik vi alle tre rundt dernede og målte, talte, skrev ned, målte igen, og alt blev noteret ned, så intet blev glemt.
Et par dage efter kunne Jack og jeg så begynde. Det eneste arbejdsredskab der i første omgang skulle bruges var min gode spade og masse af fysisk energi.

I hele området skulle der stikkes af og der hvor den lille grave maskine ikke kunne komme ind, skulle græsset og jorden fjernes med håndkraft. Det tog to dage. Min kære mand kunne så tage alt med samtidig med at han fjernede alt det andet. Der blev kørt mange gange frem og tilbage med den lille gravemaskine.

Vupti, så er alt jord væk. Tænk hvis man skulle køre alt det jord værk med en trillebøre!, så er jeg helt sikker på, at der ikke var blevet lavet noget i den retning.

 Som det kan ses så har vi virkeligt gravet dybt,

Jack synes nu også at vi har arbejdet hårdt de sidste dage.
Bagefter blev der kørt sand på, meget sand, for hulet, kan man vel sige, skulle fyldes op igen.

Så begynder det sjove. Jeg havde spurgt min far om han ville hjælpe i min nye "kolonihave", og det ville han gerne. Betalingen for denne hjælp er fastlagt - servering af saft, sodavand, kaffe og hvad man ellers har brug for når man arbejder, frokost, kaffe med wienerbrød og aftensmad. Så alt var forberedt til den store dag.

Så da min far kom den dag kunne min kære mand og far starte. Jeg var ikke helt så frisk som jeg gerne ville være, så jeg sørgede for at de fik væske og alt hvad man har brug for.

De to var meget koncentreret og der blev målt, talt, snakket, målet, talt, snakket ialt mens de arbejdede.

Der skal samarbejdes når man ligger fliser og sandet forinden skal rettes af.

Der skal måles ud, så flisen lander der hvor den skal i forhold til de andre fliser der er lagt imellem højkasserne.

Er det nu vandret, eller mangler der lidt sand her? Det er slet ikke så let at lægge fliser, når der er mange ting der skal tages hensyn til.

Arbejdet skrider godt fremad, og den ene flise følger den anden. Og hen på eftermiddagen var de to gode mand, de bedste, færdige med at lægge fliser rundt omkring højkasserne, og stykket imellem driverhuset og kasserne.

Mor, som også var kommet, far og min kære mand taler om det flotte færdige arbejde.

Det næste der skal ske, er sand på fliserne så mellemrummet imellem fliserne bliver fyldt op.

Og så skulle der bare fejes, fejes, nyt sand på, fejes og fejes.  Derefter jord imellem hæk og fliserne, fordi dette mellemrum var blevet lidt større end hidtil.

Da alt dette var gjort og sandet gentagne gange var blevet fejet og noget af det, fjernet, kunne jeg begynde at flytte mine forskellige ting og sager ind i min "kolonihave". Det er det sjoveste.

Det første billede, viste jeg sidste år i juli måned. Det viser hvordan det så ud i området ved driverhuset. Det var min køkkenhave sidste år. Det andet billede viser hvordan det ser ud nu. Der er stadig køkkenhave, men den er blevet udvidet lidt med store runde murerbaljer, og området er blev til min "kolonihave".

For at kunne se alt, hele herligheden - for jeg er utrolig glad for det der er lavet og den hjælp jeg har fået af min kære mand og mine forældre - går vi lige en lille runde, bare sådan fra den ene ende til den anden ende. Det skal blive afholdt en pause, hvor der er mulighed for at spise den medbragte madpakke :-)
Billederne ovenover er taget når man kommer oppe fra huset og ned til "kolonihaven", Årsagen til at jeg kalder det en "kolonihave" er at jeg føler at det er en have i en have. Og hvis jeg skulle have en kolonihave, så skulle den se sådan ud.

Nå vi er på en runde - så skal vi jo ikke stå for længe og snakke. Her ses hjørnet og midt delen af området. Jeg har sat nogle gamle lega blokke og en murertralle, som jeg lavede en bænk af. den er pyntet med blomster. I højbedene har jeg Asparges kartofler, alm. kartofler og den med himmel på, har jeg rabarber, alm. løg, purløg og persille. Desuden er der plantet nogle dagsliljer, samt clematis, som kravler op af rionet, som er i enderne. Det er to Piluu, en Huldine og en rubens. De plantet sidste sommer, så de er ikke så høje endnu.

Hov..Nåh det var nu slet ikke meningen at jeg ville vise blomster nu, først når runden er slut, men nu får I lige de to clematiser. Den første er Huldine og anden anden er Piluu. Men vi fortsætter hurtig runden, inde jeg begynder at vise flere blomster. Jeg skal nok gå videre...

Vi er fortsat på sidelinien, hvor vi kan se siden og enden af driverhuset, og de forskellige planter jeg har i "kolonihaven". Når jeg står der, og man vender 90 grader rundt og kigger mod enden af haven, kan jeg se ud på den mark, som ligger bag hækken. Jeg har en åbning i hækken, og derfra ses marken. Næ se nu bare der, de fine kvier står og kigger. De tænker nok, hvem der går der og taler med sig selv :-)

Vi bevæger os mod enden af "kolonihaven", hvor man kan se helt op til huset.

I den gamle zink affaldspand, er det planlagt at der skal plantes et mindre træ, jeg har tænkt på et Ærtetræ, men nu må jeg se om jeg kan få et.
Det var rundturen - så madpakken kan indtages :-) - nå det er gjort vil jeg vise "kolonihavens" planter.

Så fortsætter vi turen hvor jeg vil vise hvad der gror i "kolonien". Vi springer driverhuset over for denne gang - da den pt. er lukket pga. omstrukturering (oprydning) -

De første jeg vil vise er de yndige Zinnia - frøkenhat. Søde blomster i glade farver.

Jeg har desværre aldrig haft held med at de Zinnia jeg såer. De bliver aldrig bliver til noget. Jeg var så heldig at jeg kunne købe dem sådan, og så endda til en overkommelig pris.

Den røde rose - som ikke længere er rød - har fået navnet Rose de Jack. Det er han glad for at rosen er opkaldt efter ham. Hvis du vil læse eventyret over denne rose og hvad den skulle igennem, kan du finde indslaget her. En yndig og flot rose med alle dens forskellige farver.

Lykkekløver, med dens fine tofarvet blade, som selvfølgelig er formet som et firkløver og den lille blomst, som jeg synes er utrolig søde med den sarte koralrøde farve og gullimefarvet midtpunkt. Jeg tror ikke at den er vinterhårfør, men jeg vi sætte den i driveren, når det er så vidt.

Løvemund, som jeg synes er en sød sommerblomst. Og de sarte farver er pæne. Desværre synes jeg at de har let ved at knække, så jeg har forsøgt at stille dem sådan, at de nogenlunde står i læ.

Daglilje, som jeg har en del af i haven og her i "kolonihaven". De er gode at bruge i staudebedet eller som en slags afgrænsning. Og blomsterne - åh ja - denne her håber jeg snart springer ud. Jeg ved ikke hvordan jeres alm. dagliljer har det, men i år synes jeg de er utrolige høje, meget mere end de plejer. Denne her og nogle af de andre skal deles i år, fordi de er ved at være for store og trænger til det. Jeg mener at denne har orange blomster. De andre alm. daglijler jeg har er gule. De er afblomstret.

Lidt noget andet. det er noget som er gået i blomst, men reelt ikke skal. Vi må åbenbart spise for lidt persillesovs, da denne er gået i blomst. Men det gør nu ikke noget, for den er pæn sådan. Der er lidt skærmblomst over den.

Andet som er gået i blomst, hvilket det gør hver år, er mine purløg, så de skal klippes ned, ellers har jeg purløg imellem alle fliserne. Men de er søde. Den plante du kan se foran de lillablomster fra purløgene, er en slags Allium - jeg købte denne på den stor plantedag i Geografisk Have i Kolding. Og ham der solgte den til mig, sagde at denne kunne spises, men den får nu lov til at stå sådan. Den har tykke stængler, som er hule inden i, og den store flot hvide blomst, ligner purløget meget, men bare større og i hvid. Men det flot.

Jeg har ikke noget vandbassin eller lignede, men jeg synes at det er lidt spændende med vand. Så en gammel brun krukke med ører, har jeg fyldt vand i og sat de to Libeller, som jeg også købte i Kolding. De er så pæne og de flyder rundt i krukken, som om de flyver lige over vandet

De næste to planter har jeg vist før, men denne gang går vi tæt på dem. Er vi alle samlet, der skulle jo ikke gerne være nogen der går tabt undervejs, eller står omme på den anden side og spiser de røde jordbær.

Nu er vi alle samlet igen. Den enkle og søde Huldine. Den har ikke mange knopper, den har egentlig kunne denne her. Den blev plantet sidste år, så jeg håber at den vil vise lidt mere af dens skønhed. Ellers kommer det nok til næste år.

Clematisen Piluu, som også er begyndt at blomstrer nu, den har dog flere knopper, end den forrige. Jeg har to af dem, og jeg håber at den anden vil vise lidt mere end hidtil. Den har hele tiden været sart, så jeg er spændt på hvordan den udviklinger sig i år. Men flot er den.

En af de liljer man kan købe og sætte i en potte. jeg har sat den på trallebænken, hvor den står sammen med pelargonier, og pynter. Hvor længe den gør det, ved jeg ikke, men så længe den gør det, så længe kan jeg glædes over den.

Denne her sommerblomst er lidt sjov. Den hedder Kiss mix, og den er i de brændte farver. Jeg synes at man kun kan blive glad af de varme farver, og de passer godt ind til "kolonihaven".

Jeg kan god lide sommerblomster, da de er med til at give lidt ekstra hvis man i en periode ikke har så mange stauder, der blomstrer senere.

Her står Jack, som også nyder at være i "kolonihaven", han står og kigger på havens nye køretøj. En metal trakvogn i grøn med hvide fælge - fed vogn. Den købte jeg i Kolding. Jack har fået tilbudt en køretur, men han foretrækker køretøjer med motor på.

Derudover er der ærter 2 forskellige slags, stangbønner, sukkermajs, kartofler, salat, solsikker, morgenfruer plus en masse som jeg synes der skal være i min "kolonihave".

Iøvrigt kan jeg fortælle at der er ved at blive anlagt et rosenbed i "kolonihaven", men det kommer der et indslag om senere.

Jeg håber at alle der har været med på denne rundtur i min "kolonihave" har nydt turen, og Jack og jeg kan kun sige vi er glade for at I var med og I er altid velkommen.

Kh
Jack og Kirsten