Herr Spatz und den grønne Vélo de Charlot

Tiden er vist til en historie. I de her dage, ja nærmest den sidste stykke tid, har regnen præget vores vejr. Solen har dog skinnet ind imellem, men det er noget fugtigt derude i haven, så det er lidt svært at grave og plante.

Derfor kommer der en historie om den cykel, der står ude i gårdspladsen, op at stakittet, ved havnes indgang.

Jamen lad mig så begynde. Har du sat dig til rette i den gode lænestol? måske en kop kaffe eller The, vil slet ikke være dårligt, og måske en lille småkage. Hvis du ikke har det, men vil gerne have det, så vil jeg da gerne vente. Nåh du har kaffe og et stykke chokolade. Fint.

Nåh, Herr Spatz stod lige pludselig ude i gårdspladsen sidste søndag. Og det er ikke fordi jeg kender manden, nej slet ikke. Jeg ville jo ikke tage et billede af den arme mand, så I må nøjes med min beskrivelse af ham.
Men den arme mand stod derude og lignende et gespenst. Fuldstændig grå, stod han der. Vandet dryppede fra den tykke grønne lodenfrakke. Ualmindelig tung så den ud, derpå den grå tynde mand, som man sagtens kunne tro var døden nær. Hans brune bukser var våde op ad benet, og sorte klatter af mudder, hang på de cykelklemmer der holdt bukserne inde, så han ikke fik dem i cykelkæden.
Man kunne ane noget af den støvgrønne skjorte under frakken. Den havde set bedre dage, da der på skjortens flip var tegn af sved og vand fra regnen, han givetvis havde cyklet i. Hans hår, som der ikke var meget af mere, hang tyndt ned i panden, og mærkeligt nok var håret længere på den ene side, end den anden.

Fuldstændig forkommen stod han og klamrede sig til en grøn damecykel, hvor der på styret var en cykelkurv, pyntet med hvide roser og op af kurvens åbning stod en potteplante med hvide blomster, en åben vinflaske, hvor kokpropen sad i, et glas og bagpå stod en gul margarinedåse uden låg, hvori der stod en tom flaske med patentprop.Bag på cyklen - på dens bagagebærer hang der en ældre mappetaske.

Manden stod og mumlede noget, som var ganske uforståeligt. Man kunne tydelig se, at han havde haft en oplevelse, som slet ikke var af den behagelige slags. Han fortsatte med at mumle et eller anden og en gang imellem kunne vi forstå enkelte ord, som Frau - verrückt - wütend - fliehen. Og imens han stod og gentog de ord, fægtede han med hænder og hev i sin frakke, skjorte og pegede på hans noget snavset bukser.

Nå men vi kunne jo ikke have ham stående derude i regnen. Så vi fik ham lokket ind i varmen med en kop kaffe. Zucker - sagde han. Og så kom der en masse ord i en lind strøm - Ach, ach du lieber Gött, die verrückte Frau wollte mich.... und mein ... Hemd...und Hose...Die Frau sagte etwas wie waschen und Sie zeigte mir ein styk Seife. Manden der i forvejen var grå i huden, blev endnu mere grå, ja nærmest hvid mens kan talte om den episode han åbenbart havde oplevet.

I mens han drak sin kaffe med 3 stk. sukker og en stor Cognac, spurgte jeg lidt ind til hvor han kom fra. Han fortalte at han hed Heinrich Spatz og han var overlærer, men var gået på pension. Han fortalte at han i mange år havde undervist drenge i matematik og gymnastik. Efter han var gået på pension og hans mor var død for et par måneder siden, havde han besluttet at han ville besøg sin gamle penneven, som boede på en gård omkring Aalborg. Og imens han fortalte om hans ven, som han havde skrevet sammen siden han var en dreng, hev han nogle brune breve op, som man godt kunne se, kom fra danmark.

Han fortalte at han aldrig havde set sin ven, men han synes at kende ham så godt igennem sine breve. Han havde ikke hørt fra ham i et par måneder og de breve han havde sendt til vennen, var kommet retur, Så Heinrich var blevet urolig og havde derfor han fremrykket sit besøg, da han egentlig først havde planlagt at besøge ham i august.
Imens Heinrich fortalte, var min kære mand gået udenfor, for at kigge på den cykel Heinrich var kommet. Da han kom ind, hviskede han til mig, at han mente den cykel var stjålet. For cyklen passede jo slet ikke til Heinrich, og det så også ud som om der stod et navn på cyklen.

Min mand mente nu heller ikke at Heinrich ville cykle rundt med roser på cykelkurven, som han mente ikke var en mand kunne købe i en butik, men måtte være flette af en, for der var blevet brugt en grøn havevandslange, og så var da endda sat knapper på, så det må være en småskør pilefletter.

Ja, måske sagde jeg til min mand, men lad nu hører hvad han har at sige, inden vi dømmer ham. Så jeg hældte mere kaffe op til Heinrich, som han takkede ja, tak og samtidig skubbede han cognacglasset frem imod mig, som et tegn om mere.

Heinrich  fortsatte sin fortælling. Han var kommet op til vennens gård, men der var ingen ven. Huset var mere eller mindre tømt.
Han spurgte naboen af, og denne kunne fortælle at vennen var flyttet ind til byen. Naboen kunne ikke

huske hvad byen hed. Men naboen mente at man skulle gå ud af en landevej,

hvor han bare skulle vejen indtil han kom til et busstoppested.

Naboen havde sagt - som Heinrich havde forstået det - at bussen kom flere gange om dagen.

Så Heinrich tog sin gamle mappetaske og gik ud af den landevej, som naboen havde beskrevet.

Heinrich var bare gået afsted uden af vide hvor langt han skulle gå inden han komme til det busstoppested. 

Men imens han gik der, tænkte han på sin gamle ven, og de historier han havde skrevet om. Det var om gården,

hvad han lavede og at han havde opbygget et fint hjem med en husholderske. 

Imens han gik, bemærkede han slet ikke at der kom et køretøj bagfra. Og da denne overhalede Heinrich, blev han så bange at han hoppede ned i grøften, hvor han så stod i vand og mudder helt op til hans knæ. Og det værste af det hele, så var det bussen ind til byen der overhalede ham.

Jeg kunne ligefrem se på Heinrich at han var blevet så gal, for den måde han fortalte på.

Heinrich fortalte videre at han var kravlet op af grøften. så ned af sig selv, hans bedste tøj var helt mudret og vådt. Så våd, frysende og med et par sko, som gav lyd fra sig hver gang han tog et skridt, gik han i den retning som bussen var kørt. Mod vest ind over træerne kunne han se at solen var ved at gå ned. 

Han ville checke hvad klokken var, men opdagede at hans ur, som han havde modtaget i forbindelse med sit virke som lærer i 40 år, var væk. Heinrich var grædefærdig, for det havde været en stor dag og han var meget stolt over at have modtaget dette ur. Det var en meget stor ære. Og nu var uret pist væk. Han begyndte at fortryde at han var taget afsted. Lige nu kunne han sidde hjemme i sin gode lænestol, som både hans mor og far havde siddet i. Varmen ville være dejlig og kaffen ville være hældt op. Imens han gik og jammerede over alt det der var sket, opdagede han slet ikke at han var ved at gå forbi stoppestedet.

Men heldigvis opdagede han det inden han gik alt for langt. Da han kom til søjlen hvor alle bustider er oplyst, kunne han se at bussen gik indtil kl. 22, men han vidste jo ikke hvad klokken var. Var den virkelig så mange at den først kom i morgen igen eller var der stadig vøre mulighed for at den kom i dag. Imens han stod og tænkte over det, og allerede var begyndt at tænke over hvor uheldig han var, blev han forstyrret af et stort larmende Dyt... Dyt...og lige der stod bussen

Han har aldrig før været så glad for at stige på en bus, som på denne her. Buschaufføren var en ældre mand, som sad der med sin lille stump cigar. Chaufføren sagde højt og tydeligt GoDaw. Heinrich var i gang med at lede efter penge og da han ikke kunne finde sin pung blev han nervøs, han ledte og ledte og blev endnu mere nervøs. Chaufføren havde nok bemærket at den nye passager så noget nervøs og sveden ligefrem rendte ned at hans kind. Den godechauffør spurgt af - nåhhh hvo ska do hen i awten. Heinrich forstod intet af det, men sagde byen - ven - gård.

Chaufføren, som en gang for mange år siden havde været i Tyskland, kunne forstå noget med by, så han kunne regne ud at den mærkelig mand skulle ind i byen, og han kunne da godt tage ham med, for det var jo ikke så langt. Heinrich fik at vide af han skulle sætte sig ned, og bussen, som var en lidt ældre årgang, satte igang med et ryk.

Heinrich kunne mærke den gode varme der var i bussen,og den vuggen der var når bussen kørte på den smalle landevej, fik hans øjne til hurtig at falde i.
Do.... Do..... Do der. kunne han hører langt væk i hans drøm, og lige pludselig kunne han mærke at der var en der skubbede lidt til ham. Jah, A æ ke at, men no er vi here.

Heinrich kiggede ud af bussen vindue og han kunne godt se at han var i en by, så Heinrich styrtede ud af bussen og var ved at snuble over sin tunge våde frakke, så kom på tværs, da han styrtede ned af bussens trappe. Flere pletter tænkte Heinrich. Gad vide hvad hans ven ville sige hvis han så hvor beskidt han var. En pensioneret overlærer fra en god drengeskole i Tyskland og så snavset, at det ikke kunne passe nogen steder.

Imens han gik hen af byens gade - et eller andet med bakke... hed den vej, tænkte han på at han måske kunne finde et vaskeri, som kunne vaske hans tøj, men han kunne også mærke at han have ikke fået aftensmad og han var egentlig meget sulten, og en kop kaffe, ville heller ikke være af vejen. I det øjeblik, kunne han dufte den bedste mokka og duften af kage - brød var også til stede. Og lige der lå der det yndigste konditori. I det lille vindue, som var malet hvidt og pyntet med de sødeste sukkerting, stod der kager i mange forskellige slags. Igen ledte han efter sin pung, og da han fandt den i inderlommen af hans frakke, blev han så glad.

Glad og med mange forventninger åbnede han døren til konditoriet og gik ind.

Mærkeligt havde Heinrich tænkt, da han trådte ind ad døren. Udenfor virkede det meget større end det her, men pyt han var jo sulten og duften af mokka var endnu mere herlig. Han satte sig på en af de fine hvide stole. Han var lidt beklemt ved at sætte sig, for han var bange for at gøre det hvide stof snavset, men sulten og duften af den gode mokka, ja de fine kager der stod der. Hjertekager, Marengsbunde, med frugt ovenpå, og så der mit i det hele stod en meget fin og lækker kage - Rosenkagen. Mens han sad der og kiggede på alle de flotte og lækre kager, kom en dame nærmest svævende hen til ham. Hun præsenterede sig som Madame La Ferraille. Hun hjælp den dygtige Pauline, da hun var ovre ved Marie Nielsen for at hente nogle rene duge. Hun spurgte ham af hvad hun kunne hjælpe ham med. Ja svarede han. En kande kaffe - gerne mokka og et stykke af den fine Rosenkage og en af de kager der er formet som et hjerte. Ja. så gerne svarede den svævende Madame La Ferraille, som vendte sig om og svævede tilbage til disken, for lave kaffe og anrette kagerne. Heinrich sad og kiggede sig rundt i det lille konditori. Han kunne se, på servietterne, at stedet hed Paulines Konditori.
Alt var hvidt og skinnende rent. Dugene var skinnende hvide og glattet så meget at stoffet næsten gav lyd fra sig, hvis man kom til at klemme det med hånden.

Heinrich sad i sine egne tanker, da han pludselig kunne høre en værre diskussion imellem to kvinder, der stod i døråbning.
Han forstod ikke helt hvad den ene sagde, men det var ganske tydeligt at se, at hun ikke arbejdede her. Hun var klædt i ganske almindeligt tøj, men som var så rent at det hvide forklæde nærmest blændede ham. Og med et stod den kvinde overfor ham, og hun pegede på ham, imens hun talte til Madame La Ferraille og den anden kvinde som var kommet med. Pauline, kunne han forstå, men resten kunne han ikke. Lige pludselig begyndte kvinden, som de andre kaldte Marie, at hive i ham. Hun trak i hans frakke, som om hun ville have den, hun tog fat i hans skjorteflip, og sagde et eller andet. Det var meget tydeligt at hun var ganske misfornøjet over at han sad der med hans tøj. Lige pludselig stod der fire kvinder omkring ham - Madame La Ferraille, Marie, Pauline og en fjerde kvinde, som så meget fin ud.
Heinrich kunne mærke at de begyndte at trække i ham. Marie hentede noget, som lignede sæbe, og Heinrich begyndte at blive nervøs, ja nærmest bange. Han havde aldrig været omgivet af så mange kvinder i sit liv, så det hele blev for meget for ham. Han sprang op, bordet væltede, kvinderne skreg op og han rendte ud af butikken. Op af vinduet stod en cykel, den tog han, satte mappetasken fast omme bag og så trådte han han hårdt i pendalerne.

Heinrich, som havde drukket 5 kopper kaffe med hver 3 stk. sukker, 3 store Cognac og spist 4 store ostemadder, var begyndt at få farve i kinderne. Hvor lang tid han havde cyklet viste han ikke, men han var også ligeglad. han ville bare hjem til Tyskland,
Hjem i hans lejlighed, hvor den gode lænestol stod og der var roligt og varmt. Ingen der jagtede ham. Og slet ingen kvinder. Heinrich sagde at han ville skrive til sin ven, at han havde ledt efter ham, men at han ikke kunne finde ham, så måtte Karl, som vennen hed, jo henvende sig til ham. Heinrich mente ikke at der var andet at gøre. Han ville hjem nu.

Han spurgte hvor den nærmeste togstation var og da han fandt ud af at han skulle tage en bus til byen, hvor der går toge til Tyskland, rejste han sig hurtigt - tog sin taskemappe - rakte hånden ud og sagde: Der Kaffe hat mir geschmeckt und ich danke ihnen für ihre Freundlichkeit. Leben Sie Wohl - væk var han.

Og midt ude i gårdspladsen, op af vores stakit, stod der en grøn cykel af mærket Puch og der stod endvidere Vélo de Charlot.. men jeg ved jo ikke hvor Heinrich har været, og jeg ved heller ikke hvem der ejer den cykel han tog. Men nu stiller jeg den op ved havens indgang. Der står den også ganske fint, næsten som den var bestilt til at stå der. Jeg skal nok passe på den.

Kære venner - dette er en historie fra det virkelige liv eller er det et eventyr. Tja det ved kun Herr Heinrich Spatz fra Tyskland, men en ting er sikkert, at der står en fin cykel ude ved mit stakit, som der muligvis er en fra en by står og mangler eller.....


Jack siger at historien er alt for lang. Der skal mange flere billeder til. Næ, svarer jeg Jack, det synes jeg ikke, for jeg har jo kun hørt Herr Heinrich Spatz fortælle historien, så jeg har ingen billeder, kun dem jeg har vist, og nogle af disse er fra det store net, hvor jeg har lånt dem.
Okay svarer min kloge hund - der er ingen der gider at læse så meget, men det er dig der bestemmer.

Så kære jer, jeg håber ikke at I synes I har læst for meget, og jeg håber da også at I kunne lide historien om Herr H. Spatz, som måtte opleve så meget et sted i Jylland.
Nu er der sikkert nogen der tænker, hvorfor skriver hun den her historie om en cykel, hvor der står Vélo de Charlot. Åh det er egentlig ganske lige til, jeg vil nemlig bare gerne takke Charlotte fra bloggen Hos Villa Fryd. Hendes blog kan du finde her, Hun fandt nemlig denne kønne cykel til mig. Og som tak synes jeg der skulle en lille historie med.
Så Kære Charlotte 1000 tak for den flotte cykel. Den blev ikke hvid,for den er så køn som den er.

Så er der ikke så meget mere at skrive for denne gang.

Kh
Jack og Kirsten