Værsgo og ta´ plads -

på min nye bænk, som kan bruges til, at sidde - og at give et kram, at drikke kaffe og tænke over livet, checke havens do to liste. Ja en bænk kan bruges meget og det er vel kun den/de der sætter sig der bestemmer.

I går var jeg i haven, tja det er jeg meget af min fritid, når vejret giver lov. Og på to do listen stod færdig oprydning på terrasen og gøre forårs hyggeligt. Lige i den rækkefølge, men hvor for er det så svært at først at rydde op og det andet bagefter - måske fordi oprydningen er lidt tilovers. Men det skal jo gøres ellers kan det slet ikke blive hyggeligt, men jeg kan godt mærke at jeg skal tage mig selv i nakken.
Men det kender du sikkert ikke til!
Nu kan jeg mærke at vi har trænger til et lille billede.

Og hold da op hvor var der meget - mange blade - jeg synes at der godt nok er mange blade i år, gran, juletræ, grene, rester af fuglefoder plus en masse andet skidt.

Bare det lille stykke fyldte to trillebøre.


Men da det endelig var gjort kunne det sjove starte.

Jeg har været så heldig at få nogle murertraller sidste år. Og de har stået i garagen, så en ind blev slæbt om i haven. Jeg foran og Jack bagved :-) bare 10 meter bagved.
Den blev lagt ovenpå to store tilhugget granit sten, som har stået i den ene ende af terrasen - og det har været tænkt i mange år at der skulle laves et pænt sæde, som skulle monteres oven på.
Men nogen gange bliver det ikke som man vil. Men så er det jo godt man kan lave en bænk selv.

Og der blev pyntet op på den, så den ikke bare så kedeligt ud, men indbyder til at sætte sig.

Sådan kom bænken til at se ud, det er ganske hyggeligt at sidde der. Jeg har prøvet med en kop kaffe og lige puste ud - for det blev dejligt varmt i løbet af fredagen, da solen endelig kom frem.

Og der blev plantet forårsblomster og andre blev hevet frem af gemmerne, hvor de har stået lidt beskyttet - frost.
Nogen har nok fundet ud af at jeg godt kan lide blomster og nok har en hang til farven lilla - blå. Jeg prøver ihærdigt med at få andre farver ind og det lykkes også engang imellem, men jeg falder ofte tilbage til det lilla blålige nuancer.
Lige nu er der mange flotte og Violer har jeg et kært forhold til, så nu kommer der altså billeder af denne skønhed.

Sådanne flotte violer
Og så en lidt anderledes viol. Dem faldt jeg over i et stort supermarked i torsdag, hvor de havde de skønne violer i bakker til billige penge, så der kom lidt flere med end planlagt (jeg havde egentligt ikke planlagt noget, men det er min floramani der kommer frem der), og så, så jeg de her. jeg stod nærmest stille, og en medarbejder kom forbi og sagde - er de ikke bare kønne - jo, kunne jeg kun få frem.

Nærmest som flæser på en gallakjole, som er syet i silke. Utrolig flot. Og dem måtte jeg selvfølgelig også have med, ellers ville jeg fortryde det.

Havde du ikke valgt det samme....?

Denne her - er ny i haven - jeg har aldrig før lagt mærke til den i butikkerne - ikke hvad jeg kan huske af, men engang i vinters så jeg nogle billeder fra Lisbeths have - Høneballehaven. Hun viste dem i et af hendes indslag og jeg var bare betaget. Og da jeg så endelig så dem ved en planteskole på Fyn, måtte jeg bare have et par stykker. Og det bliver ikke sidste gang jeg køber nogen, for det kunne være hyggelig med flere i det bed hvor den her, flytter hen, når det er så vidt. Hvis du ikke skulle kende Lisbeth og hendes smukke have kan du se den her.

ja ja, det var måske lidt for meget undskyld men de er altså flotte.

På den anden side er der sat påskeliljer, nogle stauder der er ved at vise deres grønne blade, en bregne som jeg købte ved et plantesalg i september sidste år, en enkelt vintergæk, som stod helt alene omme ved garagen.

Det er en syren der står i den blå store krukke. Der er måske nogen der spørger sig selv af hvorfor jeg planter i spande. Der er to årsager hertil. Den første er en spand med indhold er lettere at flytte rundt. og jeg skal ikke bære på alt for tunge ting, for det kan min ryg slet ikke holde til. For det andet, så jeg har jeg ikke så mange krukker, da da jeg planter meget i beholder, så er det blevet til spande de sidste par år. De er ikke så kønne men bedre det en smadret ryg og dermed en sygemelding.

En ko, symbol på gården, hvor der for ikke så mange dage siden var køer på gården, og jeg kunne fra haven se dem og de stod og kigge ud. Min kære bondemand siger at denne her på billedet godt nok har et stort yver. Det havde jeg slet ikke set, men havde set at hun så sød ud og havde en bjælde i halen. Sjovt hvad vi ligger mærke til.

Påskeliljer - både fra i år og sidste år.

 En fin Bregne - men kan bare ikke huske hvad den hed - og skiltet er desværre blevet væk.

Lilla Strandasters  som jeg købte nogen af sidste år. Jeg synes at de er allerede kommet langt. Og de har stået i spande lige siden jeg købte dem sidste år.

Men stod også mere på min to do liste (den er noget lang), nemlig at fjerne blade fra bedet, hvor mine rhodoer står. Rundet omkring om de rhodoer er der plantet hosta, primula, vintergækker, storkenæb, påskeklokkeblomst, høstanemoner og meget mere. Der er jo noget der er kommet frem men det er også meget som er på vej, og derfor ville jeg gerne fjerne alle de visne blade og grene der lå i bedet.
Så jeg gik en lille runde for at se hvad jeg skulle passe på når jeg gik i gang med løvriven.
Og godt gemt i rhodoen og let at overse, stod der en lilla krokus. Ikke sprunget ud endnu men på vej.
Og der var flere. Og jeg troede slet ikke at de var i haven mere, for jeg har forsøgt mange gange.

Så bliver man så glad når man finder noget som man ikke havde forventet ville være der.

Primula har jeg mange af - holder af den seje lille blomst - som kan trodse det meste.

 Dejligt når de kommer igang.

Små Påskeliljer som lige om lidt blomstrer. Det går hurtigt nu, der er så mange planter, der bare står på spring.

Den næste havde jeg næsten overset, men jeg skulle også næsten ned på alle fire for at se den, små sprøde sart grønne stængler.

Hvid Hjerteblomst, som jeg synes er så yndig når den blomstrer, men ser noget kedelig ud bagefter, så derfor står den der, hvor der er andet der tager over bagefter. Lige i nærheden skulle der også stå en violfrøstjerne, men den er vist ikke så vidt endnu.

Vejret var ellers ikke så godt om formiddagen, men hen på eftermiddagen så det noget anderledes ud. Fuld sol fra en klar himmel.

Bedet blev revet og alle de døde blade og grene blev fjernet

Men der mangler stadig væk at blive klippet ned, specielt mine to roser Lykkefund, skal lige klippes lidt og så skal de nok have noget at kravle op ad, men skal lige have fundet noget som også ser pænt ud, når de nu står der ved min hvide herlig duftende japanske kirsebær, som nærmest er som er slags tag over bedet.

Men jeg mangler fortsat meget endnu - alle de blade der skal fjernes, efeu der skal klippes tilbage, buske det skal klippes lidt ned, men det er også gode ting - køkken haven skal plantes til, Tagetes skal sås i bakker i næste uge, kartofler, som er lagt til forspirring, skal lægges, narcisser der blomster og meget mere. Det er en herlig tid og hvad gør par enkelte blade så - ingen ting.

Lige det sidste billede er nogle af mine lyserøde Storkenæb, som er godt på vej. Dejligt når de engang blomstrer. Det minder mig om at jeg jo har bestilt nogle fine Storkenæb ved Nina, det bliver spændende når de engang bliver leveret :-).

Kh.
Jack og Kirsten
Og vi håber at alle får en rigtig god weekend med godt vejr og en rigtig god palmesøndag

Min bondemand

og den store beslutning. Det her indslag handler om en beslutning - en stor beslutning - som blev taget sidste år. Baggrunden for denne beslutning har været et forfærdeligt uheld, som skete i slutning af 2013. Et fald igennem et tag, hvor han kom meget slemt til skade, har nok haft en større konsekvens end vi havde troet. Efter godt et års sygemelding, både fuld og delvis, blev min bondemand rask meldt. Vi så fremtiden med lyse øjne og frisk mod, fordi vi vidste at vi havde været heldige og at han selv var frisk på at starte.

Men efterhånden som tiden gik i løbet af månederne i 2015 kunne det langsomt mærkes at det blev for meget. Fra at have en gennemsnitlig arbejdsuge på ca. 85 til 88 timer, tog arbejdet mere og mere tid.
Og i sommeren 2015 tog han en beslutning, at han ville arbejde på at få det langsomt afviklet - køerne skulle væk på en sober og ordentlig måde. Ikke kun køer, men også ungdyrene - kvier og kalve.

Min bondemand er en meget dygtig landmand og han føler et meget stort ansvar for sine dyr.
Dette betyder. at man heller ikke bare kan stoppe fra det ene øjeblik til det næste. Det tager tid og mulighederne skal undersøges for at dyrene kan komme herfra på en ordentlig måde. Helst til andre stalde, hvor de kan leve videre.

Gården vi bor på har vi overtaget af mine svigerforældre i 1992. Det betyder at gården også er min bondemands fødehjem, barndomshjem og fortsat hans hjem. Da vi startede her på gården var der ca. 32 til 34 køer i den ene side og søer og smågrise i den anden side af stalden. Dette blev lavet om til at vi kunne have 59 køer - en stald form som hedder bindestald. Det har altid været en bindestald, og de 59 køer ligger på måtter, halm, som bliver skiftet ud hver dag, og malkningen sker ved at den traditionelle måde, selvfølgelig ikke med hånden - men der bliver malket for med hånden, så køerne lægger mælken ned. og derefter sætte mælkemaskinen på af min bondemand. Når der er mulighed for det kommer de på græs hele sommeren, det meste af døgnet - dog med undtagelse når de er inde for at blive malket. De meste af grovfoderet kommer fra vores marker. Og vi bruger meget halm hele året.

Men dette er ved at være et afsluttet kapitel her på den lille gård. I december sidste år, talte han med vores kvægsælger, de blev enige om at de skulle undersøge hvilke muligheder der var, for der er mange ting der skal overholdes og nogen ting ikke lade sig gøre af diverse bekendtgørelser, så det er med at holde tungen lige i munden, så det ikke går galt og der opstår problemer der.

I januar fik vi solgte de første og samtidig fik min kære bondemand tilbudt fuldtidsarbejde. Det er var glædeligt og vi var meget glade, for spørgsmålet om fremtiden - hvad skal man så - er der arbejde til en bondemand, som altid har passet køer - alle de tanker blev lige pludselig skubbet væk. For nu stod vi lige pludselig med en del køer ja. ca. 55 af slagsen som skulle malkes, fodres, passe og alt det, og så et fuldstidsarbejde, hvor man skal lære alt helt fra begyndelsen. Men dette måtte løses, for andet kunne vi ikke. Så der blev sat en hjælper på om eftermiddagen som passede køerne, og min kære bondemand mælkede om morgen - stod op kl. lidt over 4 og gjorde som han har gjort lige siden han var en ung mand på 20 år, for at tage afsted lidt før 7 til sit nye arbejde.
Han har jo sådan set været med i landbruget siden han blev født, hvor han har været sammen med sine forældre, senere hen som karl, fodermester og siden 1992 selvstændig landmand. Så det er et livsværk - et kald - som han er ved at sige farvel til. Ikke til at være bondemand, for det vil han altid være - han er stolt over at være landmand - at passe sine dyr ordentligt og at markerne på bliver behandlet ordentligt for det er ens levebrød - har været vores levebrød igennem mange år.

Men man skal stoppe imens man synes det fortsat er godt. Når tingene bliver for meget, det bliver uoverskueligt, så tiden kommet til at stoppe med at være bondemand på fuldtid.
Nu er fremtiden, at han skal passe sit arbejde, som han iøvrigt er så glad for. Han har fået kollegaer, som han er glade for, han har et arbejde han ser mening i, og han føler at han gør det nye godt.
Og så vil han passe jorden ved siden.
I dag kommer de sidste køer afsted, samt nogle af de store kvier. De fleste er kommet til nye steder men der er også nogen som måtte afsted til slagteriet, men det er vilkårene i dag. Men hovedsagen af min bondemand har det godt med den beslutning han har taget sidste sommer og det har han.

Sådan så det ud engang, men sådan er det ikke længere. Nu er stalden tom for mælkekøer.
Vi har haft rigtig mange gode år med køer, og det bliver stille nu derude i stalden.
Men vi har fortsat lidt dyr på gården, der er ungdyrene - kvier og kalve, de store og de små. Dem passer vi fortsat for et stykke tid.

Vi har hver i sær sagt farvel på vores måde. Det har været svært i nogle perioder, specielt når der er så meget at se til at døgnet føles alt for kort. Og vi kan begge sikkert sige at det er hårdt et eller andet sted, men vi er også glade - vi kan begynde at se lyset forude med mere frihed, ofte weekendfri og tiden til at være mere sammen.
Og over tid kommer alle de andre dyr også væk. Og hvad der så skal ske derude i stalden og laden tja det er der ingen der ved. Men det er heller ikke så vigtigt lige nu.

De er fortsat her

Og de her er selvfølgelig også her. Tænk. så sidste aften fik vi en lille ny kviekalv og den har fået nr.

2000 i ørerne :-). Men en dag er den også taget afsted.

Det har ikke været let at skrive alt det her. Men jeg er glad for at have det gjort, for som alt andet så plejer det at skrive, fortælle andre hvad der rører en i ens liv, at gøre det lidt lettere for mig. For det her har en stor betydning for min lille bondemand, for mig og vores familie. Men vi er sikker på at det bliver godt. 

En lille fortælling om noget der intet har med have at gøre, men en fortælling om noget som har en stor betydning for stedet hvor min have ligger. 

Og alt det der har været i lang tid har vi ikke kunne komme igennem hvis vi ikke havde haft hjælp af vores familie, venner, kollegaer og naboer, som bare springer til, når de kan se det er svært at overkomme alt, som giver et ekstra kram og lytter, er tålmodig når man er forvirret og ser meget træt ud. Alle som er en del af vores liv og jer her, har gjort at tingene og dagene har været til at komme igennem. Tak for det.
Kh.

Kirsten.