Sid nu endelig ikke og tænke - det tog hun sandelig tid om at finde ud af :-) - men jeg havde været tidligt oppe, bare for at se min kære mand, som har arbejdet siden søndag fra 7 til langt på aften, nogen gange også efter midnat.
Og det jeg kom frem til var at jeg ville binde en krans af nogle blomster, som jeg havde købt i går. Hvad de hedder ved jeg egentlig ikke, men det er ganske almindelig sommerblomster, som jeg kan huske fra min barndom, at de ofte blev tørret.
Så der skulle findes hegnstråd, vinseltråd og blomsterne skulle klippes i mindre stykker.
Der er sikkert en af jer, som ved hvad de hedder, så om det kan skrives, da jeg overvejer at så nogle til næste år i mit lille gartneri.
Så der blev bundet ved det køkkenbordet. Huset er helt stille, da jeg er alene hjemme. Sludder jeg er da ikke alene hjemme, Jack er jo her, men han ligger nede på kontoret og snorker højlydt. Jeg tror sandelig at han synes det er dejligt det regner, for så render hans mor - altså mig - rundt i haven fra kl. 9 til 21. Så han sover rigtig tungt.
Mens jeg binder sidder jeg tænker over alle de ting der sker i mit liv, at jeg er sygemeldt og fortsat skal være det de næste 6 uger, at der er sendt en henvisning til lokalpsykiatrien, for at de kan vurdere om jeg er på den rigtige vej, om det er den rigtige medicin, eller om der er noget de kan tilbyde.
Jeg har aldrig været i kontakt med lokalpsykiatrien privat, så jeg måske lidt nervøs for det, for hvad kan der ikke komme ud af det. Måske overreagerer jeg, hvilket jeg tænker jeg gør. Årsagen til henvisningen er nok at min læge havde forventet, at jeg på nuværende tidspunkt ville have det meget bedre end jeg har. Jeg har fortalt ham hvad jeg pt oplever omkring mit følelsesliv - at jeg ved glæde føler det som noget meget stort, at det kan mærkes i hele kroppen og følelsen nærmest giver en lykkerus - lige som dengang man fik sin første cykel. Min var rød og jeg kan tydelig huske den.
Og modsat, når jeg er ked af det eller ulykkelig, græder jeg meget, mister fuldstændig overblikket og kan ikke noget. Samt at jeg så er svær at trøste. Ind imellem de to er tingene stille, lige som havet når der ikke er megen bølgegang. Tingene som er planlagt om morgen er gjort, uden at tænke over det. Lidt mekanisk nærmest som en lille maskine der laver det den bliver sat til.
Nu kan det godt lyde som om jeg ikke har det godt. Det har jeg, jeg har ikke så meget den tomheds følelse i kroppen,og jeg synes også at jeg er begyndt at kunne slappe lidt af, selvom jeg har det bedst ved at være i gang hele tiden. Og jeg sover også bedre, end jeg har længe gjort. Men jeg er desværre stadig der, hvor der ikke skal meget til før det hele ramler og at jeg bliver meget ked af det, hvis jeg har gjort noget forkert. Og så kommer jeg ikke så meget ud som før, for det er meget svært for mig. Men øver og gør positive skridt i den rigtige retning.
Og mine samtaler ved psykologen får jeg fortsat en del ud af.
Men jeg må afvente og se hvad der sker i lokalpsykiatrien.
Indslaget blev nok lidt for personligt, men jeg havde simpelthen brug for at komme af med mine tanker i dag. Jeg håber på forståelse og vi - altså Jack og jeg ønsker jer alle en fortsat god weekend.
Vi skal nemlig ud i den friske luft, har jeg besluttet, og jeg tænker at der sikkert er noget ukrudt der kan hives i.
Knus til alle
Jack og Kirsten
