Min bondemand

og den store beslutning. Det her indslag handler om en beslutning - en stor beslutning - som blev taget sidste år. Baggrunden for denne beslutning har været et forfærdeligt uheld, som skete i slutning af 2013. Et fald igennem et tag, hvor han kom meget slemt til skade, har nok haft en større konsekvens end vi havde troet. Efter godt et års sygemelding, både fuld og delvis, blev min bondemand rask meldt. Vi så fremtiden med lyse øjne og frisk mod, fordi vi vidste at vi havde været heldige og at han selv var frisk på at starte.

Men efterhånden som tiden gik i løbet af månederne i 2015 kunne det langsomt mærkes at det blev for meget. Fra at have en gennemsnitlig arbejdsuge på ca. 85 til 88 timer, tog arbejdet mere og mere tid.
Og i sommeren 2015 tog han en beslutning, at han ville arbejde på at få det langsomt afviklet - køerne skulle væk på en sober og ordentlig måde. Ikke kun køer, men også ungdyrene - kvier og kalve.

Min bondemand er en meget dygtig landmand og han føler et meget stort ansvar for sine dyr.
Dette betyder. at man heller ikke bare kan stoppe fra det ene øjeblik til det næste. Det tager tid og mulighederne skal undersøges for at dyrene kan komme herfra på en ordentlig måde. Helst til andre stalde, hvor de kan leve videre.

Gården vi bor på har vi overtaget af mine svigerforældre i 1992. Det betyder at gården også er min bondemands fødehjem, barndomshjem og fortsat hans hjem. Da vi startede her på gården var der ca. 32 til 34 køer i den ene side og søer og smågrise i den anden side af stalden. Dette blev lavet om til at vi kunne have 59 køer - en stald form som hedder bindestald. Det har altid været en bindestald, og de 59 køer ligger på måtter, halm, som bliver skiftet ud hver dag, og malkningen sker ved at den traditionelle måde, selvfølgelig ikke med hånden - men der bliver malket for med hånden, så køerne lægger mælken ned. og derefter sætte mælkemaskinen på af min bondemand. Når der er mulighed for det kommer de på græs hele sommeren, det meste af døgnet - dog med undtagelse når de er inde for at blive malket. De meste af grovfoderet kommer fra vores marker. Og vi bruger meget halm hele året.

Men dette er ved at være et afsluttet kapitel her på den lille gård. I december sidste år, talte han med vores kvægsælger, de blev enige om at de skulle undersøge hvilke muligheder der var, for der er mange ting der skal overholdes og nogen ting ikke lade sig gøre af diverse bekendtgørelser, så det er med at holde tungen lige i munden, så det ikke går galt og der opstår problemer der.

I januar fik vi solgte de første og samtidig fik min kære bondemand tilbudt fuldtidsarbejde. Det er var glædeligt og vi var meget glade, for spørgsmålet om fremtiden - hvad skal man så - er der arbejde til en bondemand, som altid har passet køer - alle de tanker blev lige pludselig skubbet væk. For nu stod vi lige pludselig med en del køer ja. ca. 55 af slagsen som skulle malkes, fodres, passe og alt det, og så et fuldstidsarbejde, hvor man skal lære alt helt fra begyndelsen. Men dette måtte løses, for andet kunne vi ikke. Så der blev sat en hjælper på om eftermiddagen som passede køerne, og min kære bondemand mælkede om morgen - stod op kl. lidt over 4 og gjorde som han har gjort lige siden han var en ung mand på 20 år, for at tage afsted lidt før 7 til sit nye arbejde.
Han har jo sådan set været med i landbruget siden han blev født, hvor han har været sammen med sine forældre, senere hen som karl, fodermester og siden 1992 selvstændig landmand. Så det er et livsværk - et kald - som han er ved at sige farvel til. Ikke til at være bondemand, for det vil han altid være - han er stolt over at være landmand - at passe sine dyr ordentligt og at markerne på bliver behandlet ordentligt for det er ens levebrød - har været vores levebrød igennem mange år.

Men man skal stoppe imens man synes det fortsat er godt. Når tingene bliver for meget, det bliver uoverskueligt, så tiden kommet til at stoppe med at være bondemand på fuldtid.
Nu er fremtiden, at han skal passe sit arbejde, som han iøvrigt er så glad for. Han har fået kollegaer, som han er glade for, han har et arbejde han ser mening i, og han føler at han gør det nye godt.
Og så vil han passe jorden ved siden.
I dag kommer de sidste køer afsted, samt nogle af de store kvier. De fleste er kommet til nye steder men der er også nogen som måtte afsted til slagteriet, men det er vilkårene i dag. Men hovedsagen af min bondemand har det godt med den beslutning han har taget sidste sommer og det har han.

Sådan så det ud engang, men sådan er det ikke længere. Nu er stalden tom for mælkekøer.
Vi har haft rigtig mange gode år med køer, og det bliver stille nu derude i stalden.
Men vi har fortsat lidt dyr på gården, der er ungdyrene - kvier og kalve, de store og de små. Dem passer vi fortsat for et stykke tid.

Vi har hver i sær sagt farvel på vores måde. Det har været svært i nogle perioder, specielt når der er så meget at se til at døgnet føles alt for kort. Og vi kan begge sikkert sige at det er hårdt et eller andet sted, men vi er også glade - vi kan begynde at se lyset forude med mere frihed, ofte weekendfri og tiden til at være mere sammen.
Og over tid kommer alle de andre dyr også væk. Og hvad der så skal ske derude i stalden og laden tja det er der ingen der ved. Men det er heller ikke så vigtigt lige nu.

De er fortsat her

Og de her er selvfølgelig også her. Tænk. så sidste aften fik vi en lille ny kviekalv og den har fået nr.

2000 i ørerne :-). Men en dag er den også taget afsted.

Det har ikke været let at skrive alt det her. Men jeg er glad for at have det gjort, for som alt andet så plejer det at skrive, fortælle andre hvad der rører en i ens liv, at gøre det lidt lettere for mig. For det her har en stor betydning for min lille bondemand, for mig og vores familie. Men vi er sikker på at det bliver godt. 

En lille fortælling om noget der intet har med have at gøre, men en fortælling om noget som har en stor betydning for stedet hvor min have ligger. 

Og alt det der har været i lang tid har vi ikke kunne komme igennem hvis vi ikke havde haft hjælp af vores familie, venner, kollegaer og naboer, som bare springer til, når de kan se det er svært at overkomme alt, som giver et ekstra kram og lytter, er tålmodig når man er forvirret og ser meget træt ud. Alle som er en del af vores liv og jer her, har gjort at tingene og dagene har været til at komme igennem. Tak for det.
Kh.

Kirsten.