Hvad sker der

hos Kirsten? er der måske nogen der spørger sig af. Det er ved at været nogle dage - ja næsten 2 uger - siden jeg har bidraget med noget nyt fra haven. Og der sker da også lidt her i haven.
Vejret er begyndt at vise at det er efterår. Vi har ellers haft mange gode dage, hvor solen har skinnet, gode temperaturer og en let vind fra øst - ja nogle dage endda vindstille. Det betyder at oprydningen fra sommeren er startet, nogle stauder klippes ned og blade rives væk, hvilket synes at være fuldtidsjob pt, for der ligger nye kort tid efter.

Jack og jeg er i haven hver dag - lige fra kl. 9.00 om morgen og ofte til solen har sagt godnat. Det er derude hvor jeg trives bedst, kan tænke og få arbejdet mig mod lyset i den tunnel som jeg har opholdt mig i lang tid. Og ja jeg kan se lyset forude, og jeg har det noget bedre end jeg havde for et par måneder siden.
Og det kan I tro jeg er glad for - rigtig meget. Jeg ved godt at jeg fortsat skal passe på mig selv, lytte til hvad kroppen og især hovedet - så jeg ikke lige pludseligt står der hvor jeg startede. Og det ønske har jeg ikke - slet ikke - for jeg synes det er en rædsom sygdom at have en depression, for hold da op hvor det er svært og hårdt. Men med hjælp fra en masse mennesker går det fremad. Og det er jeg glad for

Nåh ikke mere sygdom - men mere have og hvad jeg går og laver der.

For et stykke tid siden lavede jeg det bed, hvor de to træstumpe befinder sig i. Det bed er ved at blive koblet til det stykke jord, som ligger imellem bedet og potteskuret.

Der er bestilt tre træer  nemlig Spidsløn. De skal stå i en gruppe. Bagom disse træer er jeg ved at lave et bed langs med stakittet samt en gangsti, hvor der skal være grus på.

Imellem bedet og stien ligger jeg en kant af marksten - de lidt større - så der knokles meget med at slæbe sten ind i haven, grave en rand, hvor stenene skal ligge, og derefter placeres dem. Dette arbejde tager lidt tid, så ind imellem planter jeg lidt, kultivere, bare for at få lidt afveksling.

Jeg er slet ikke færdig endnu, men jeg har lyst til at vise hvad jeg går, for det kan være lidt ensomt at gå her og lave de her ting selv.

Og ja - så har haven fået en dame mere. Der er jo i forvejen den bly Louise fra Aalborg, som står inde i driverhuset, men i det nye bed er der kommet endnu en dame.

Dette stykke af det nye ved er plantet til med forskellige Anemoner, Floks, Storkenæb, roser, Blåkant og min Magnolia Susan, som jeg håber kommer til at trives her.

Der er også lagt en del forskellige løgplanter.

Jeg har besluttet at farverne skal være glade farver og måske med lidt bang i.

Her kan I se kantafslutningen. Der skal lægges fiberteksdug på, og derefter alm. grus. Lige som der er blevet gjort ved det bed med stubbene. Den sti og den kommende sti skal kobles med hinanden, men det skal jeg nok vise når jeg er færdig.

Det anes her at bedet bliver smallere - det er fordi jeg gerne vil have det sådan at man kan gå på stien bagom de træer der bliver plantet det.

Foderbrætter er installeret i bedet, så fuglene kan komme til deres foder, når det er så vidt.

Er hun ikke flot den hovedløse dame. Jeg er helt betaget af hende. Der måtte tre stærke mænd til at bære hende, Og det var mørkt da hun kom ind i haven, så det var lidt svært at se om hun nu stod rigtig. Men det gør hun absolut. Tja så har hun fået tre klap på bag af de tre stærke mænd :-)

Bedet med de to stuppe har fået grus omkring sig. Det ser helt flot ud og man går den vej op til lågen.

Det er fortsat en arbejdsplads - den kan I ser her er jeg færdig med, men der skal gå en stenkant samme vej, men bare med en meters afstand fra den I ser nu, så det er godt vi er rige på marksten.

Jeg vil gerne have taget flere billeder af de blomster jeg har plantet, men det begyndt at regne kraftigt, så det var svært. Men på et tidspunkt kommer der sikkert billeder med flere blomster.

Jeg takker iøvrigt for alle jeres kommentar ved det forrige indslag om pottehuset, jeg er at skrive kommentar ved jeres, men det tager bare lidt tid.

Håber at kommer lidt regn hos jer, for her trænger vi til det.

Knus

Jack og Kirsten