Vacation

er gældende for mange lige nu. Nogen tager til udlandet og ser spændende nye steder. Andre har ferie her i Danmark, enten i camping, telt eller sommerhus og der er også den mulighed at holde ferie hjemme.
Jeg har ikke pt ferie, men her hos os er der nogen der har taget på ferie.
Det er Pelargonierne.

De har taget ophold i det 4 stjernet kurhotel - driverhuset. Kurhotel oplyser også at alt er optaget, så der er ikke plads til ret mange flere - kun ved akut tilfælde.

Både de royale, engelske og dem hvor familierelationerne ikke er kendte, har taget ophold.
Ved check in blev de nusset om, visne blade og blomster blev fjernet, et skud gødning - vitamintilskud - lidt ny jord, hvis der var behov.

Nu står de samlet på trallebænken og en mormor opsats og hygger sig. Og når vi sidder og drikker en kop kaffe i driverhuset, kan man se dem alle sammen og at de trives godt på deres kurophold.

Der er aftalt med de royale, de engelske og dem uden familie at de skal vende tilbage til haven, når solen igen viser sig. Det har de accepteret :-)
Efter de blev nusset stillede de alle op til fotografering. Specielt de royale nød den opmærksomhed, så nu får i bedste ugebladsstil billederne af Pelargonier der har taget på kurophold.

De første to billeder er fælles foto. Da de ikke kunne være det samme sted, måtte der to billeder til.
Som det nok kan ses så er de royale fremme i skoene.

Forskellige opstillinger. De royale Pelargonier købte jeg i midten af maj måned på Gram havemesse. Man kunne købe 8 stk for 150 kr. og de var utrolig flotte. De har blomstret lige siden, og er vokset en del. De engelske har jeg både købt ved blomstermanden og i Århus ved Billig blomst. Og den sidste som har en anden farve både i blomst og blade, har jeg fået af mine kollegaer.

Louise fra Aalborg trænger også snart til en ny krans. Hun er stadig bly, så ikke engang så fint et selskab får hende til at blive lidt mere munter. Den Lilla med hvide ydrestreger dufter så fint af citron. Holder utrolig meget af den duft.

Denne er Pelargonie synes jeg er lidt speciel. Den er opbygget sådan at den nærmest er en vifte. Og så er dens blomst utrolig sød i form og farve.

Ja så selvfølgelig de royale - de er utrolig flotte og jeg kan godt forstå at de er meget populære. Både dem her og alle de andre vil jeg forsøge at overvindtre. Jeg har endda sat nogle et formering, da der var en gren af de royale der knækkede. Det er lidt spændende at følge.

Nu kommer der en del billeder af de royale.

Neden under er der en anden slags Pelargonie. Den er mere pink i blomsten og den har to farvet blade.

Den her er en af de engelske Pelargonie, som dufter så godt. De dufter af frisk citron. En herlig duft. Men blomsten er også utrolig sød med dens kronblade.

Ikke dårligt at man kan komme på kurophold med det hele, alt hvad man nu har behov for. Men jeg tænker at de også vil kvittere dette i form af vokseværk og fine blomster.

De næste der sikkert drømmer om et kurophold i driverhuset er sikkert Petunia, for de har det også lidt svært i det her vejr. Så det eneste der kan hjælpe er SOL og Varme. Så lad os håbe at dette snart kommer igen.
God dag alle sammen
Knus
Jack og Kirsten.

Tre roser

mangler jeg at plante. Når de er plantet, så er alle de roser jeg fik købt ved Anton plantet. Det var også mange, alt for mange - men jeg vil ikke undvære en af dem. Jeg nyder dem selvom de har det lidt svært lige nu. Regn kan de ikke lide, så en del af dem, napper jeg knoppen af på, fordi de simpelthen er rådne.

Men netop fordi jeg havde købt alt for mange af de herligheder, ja kunne de heller ikke være i a Rose garden bedet. Så jeg måtte udvide en lille smule. Og da flere havde sagt og skrevet af jeg i forvejen havde lavet et for lille bed - ja så kunne jeg lige så godt skrive en anmodning om at få tilladelse til at udvide bedet, da man ellers kunne risikere at trivsel hos roserne kunne ende med mistrivsel. Og det ville slet ikke gå.
Heldigvis fik jeg tilladelse til den ekstraordinære udvidelse af bedet. Og det vil jeg selvfølgelig gerne vise. Da jeg startede på a rose garden bedet, havde jeg forinden været i gang med kolonihavedelen, og da det er mange navne at tumle med, stillede jeg en lille opgave for dem, der ville være med.

Opgaven bestod i at finde et navn, som kunne bruges til det område. Jeg ville selvfølgelig have retten til at tilføje ord til det navn der blev valgt.
Jeg har i den anledning brugt min mor som uvildig dommer. Og det ville hun gerne.
Hun har ikke foreslået noget og hun vælger ud fra det hun synes bedst om, så det er reelt hende der har valgt.
Men det kommer jeg ind på senere.

Men sådan har jeg udvidet a rose garden bedet.

De nye m2 ligger langs med kolonihavens yderkant. Denne del er 90 cm bredt og ca. 14 m langt. Altså et smalt bed. Her står vi og kigger fra enden af bedet. I den anden ende fortsætter det første bed - a rose garden. Jeg har vist denne lille skønhed før. Det er Mozart. Lige for denne skal der sætte en bedlampe. I hele området omkring driverhuset skal der placeres 4 bedlamper, som tænder når det begynder at blive mørkt. Den Allium der ses, er Allium Sphaerocephalon - jeg ville ikke gerne udtale det navn. Men de er utrolig søde. Jeg har dem flere steder, og de giver det lidt ekstra.

Lidt tættere på. Håber at den kommer til at trives i haven, for jeg synes den er rigtig smuk og enkel.

Lidt længere nede i bedet hvor I kan se følgende. Op af stolpen er der sat Dixieland Linda. Derefter dagliljer, som er orange, lidt stauder og så rosen Apple Jack.

Rosen Dixieland Linda. Dagen efter vi havde været ved Anton, og jeg havde tømt bilen, faldt jeg over to Dixieland Linda. Jeg ikke kunne huske at jeg havde købt dem, husk at jeg på et tidpunkt ved Anton, havde mistet overblikket, så jeg troede at det var Linda´s roser. Det var jo oplagt, for der stod jo Linda på deres navneskilt. Så jeg skrev til Linda at jeg havde to af hendes roser - griner - det troede jeg, for de hedder Dixieland Linda, så dem glemmer jeg aldrig. Godt jeg købte dem, for de er utrolig flotte.

Rosen her, hedder Apple Jack. Den er enkel og meget sød med dens fine farve. Dens blomster visner hurtig, men der kommer hele tiden nye, så jeg opdager næsten ikke at de visner og bladene drysser ned på jorden. Insekterne er utrolig glade for den.

Jeg har lavet en slags indgang til kolonien, hvor jeg har sat en slags portal op. Og her skal navnet på kolonien så hedde.
De forslag der var kommet var alle sammen gode, og jeg ved at min mor synes det var lidt svært, så hun skulle tænke, som hun sagde. Så det fik hun lov til.
Da hun vendte tilbage kunne hun oplyse at hun havde valgt at kolonien skulle hedde Rosenlyst. Så jeg laver et skilt, hvor der kommer til at stå følgende:

Kolonihaven Rosenlyst.

Min mor sagde at det passede bedst, både fordi der er roser, men også fordi der bliver refereret til at indehaveren af kolonien har lyst til haven og kolonien.

Den der har forslået dette er Linda. Og hun er så heldig at hun får et gavekort på 120 kr. som hun kan købe to roser for ved Anton. Tak for det fine navn.

Endnu engang tak for alle de gode foreslag og som skrevet synes min mor at det var svært for alle foreslag var gode og og kunne bruges. Da jeg så hvad I foreslog bestemte jeg mig for at jeg ikke ville vælge da det ville være vanskeligt. Og oprindelig skulle min kære mand vælge, men han har lidt travlt i øjeblikket

Nu er der måske nogen der tænker, at nu er der ikke så meget der kan laves i haven. Men sådan er det ikke.
I foråret lavede jeg et indslag som hed Rod. Hvis I vil læse dette indsalg igen kan det findes her. Jeg vidste følgende billede

De store Poppel træser, hvor du ser fire af dem, havde vi nok 13 af. Nu ser det sådan ud og det er et et projekt vi så småt er startet på.

De fleste Poppel er fældet og vi er igang med at fjerne stumpe og rødder, der hvor det er muligt.
Der kommer til at ske en del, men det skal jeg nok fortælle og vise mere af senere.

Så der bliver noget med et potteskur, nye træer plantes, roser skal der også være og Rododendron selvfølgelig. Og så kommer der også et mindre drivhuse til frølinger og andre planter. Så der er lidt at beskæftige sig med.

Jack og jeg ønsker jer en god dag og start på en ny uge.
Kh
Jack og Kirsten.

Haven

hvilken betydning har den for dig?
Dette spørgsmål vil jeg egentlig godt spørge om. Og hvilken betydning har det for dig at du har en have med tilhørende blog?

Jeg kan jo starte med mig selv. For en skal jo begynde. At have en have er for mig stedet hvor jeg kan samle kræfter, bruge energi og få energi. Men min have er også stedet for jeg kan tænke frit, være kreativ og mærke mig selv.
Lige nu er min have opholdsrum i mange timer. Jeg kan trække vejret frit, tankerne flyver afsted, fysikken bliver brugt, så man skulle tro man er i fitnessklubben og løfter jern, men også at jeg på det psykiske område får arbejdet med noget af det jeg pt. arbejder meget hårdt på. At finde mig selv, at få bearbejdet alle tanker jeg tumler med og har gjort i lang tid.

Haven er med til at give mig freden inden i, også selvom dette er utrolig hårdt og tårer, vrede og angst kommer op. Så er haven, sammen med min familie, gode venner, Jack, psykolog og andre, med i den proces hvor jeg mentalt kan få det bedre og komme derhen, hvor jeg kan smile igen, så det kan mærkes helt ind i hjertet, og den følelse af tristhed, tomhed, ked af det og at være tilskuer i sit eget liv forsvinder. Det glæder jeg mig til og arbejder utrolig hårdt på den del. Og det hjælper bl.a haven mig med, for det er utrolig svært og hårdt at have en depression. Det er ganske forfærdeligt. Men jeg har taget det største skridt i den rigtige retning, nemlig at bede om hjælp og at det går fremad, stille og roligt sker der forandringer i den rigtige retning.
Så heldigvis har jeg en have jeg elsker at være i og tro, der er masse at skabe derude i den verden.

Rosen her, hedder Mozart. og de fleste ved godt hvem Mozart er. Men han er så heldig at en rose er blevet opkaldt efter ham. Så en rose, som jeg kun kan blive glad af at kigge på.

Dens ikke så store blomster, der sidder mange ved siden af hinanden, har en så sød farvetoning, En lyserød - rosa, med nuancer og så den fine lille hvide midtkrans omkring dens støvdrager. Den dufter ikke, men pyt den er flot.

Eller se på rosen Apple Jack, som bliver omsværmet af en masse insekter, og lige om lidt flyver de et andet sted hen og finder en ny blomst. Det må være dejligt at kunne flyve fra blomst til blomst, indsamle alt det som blomsten eller rosen som her, kan tilbyde. Men jeg suger også alt til mig, så jeg kan sidde om aften og tænke på de gode positive ting jeg har set.

Og i dag kan jeg glæde mig over, at de fire Dahlia jeg har et spande, er den første lige ved at tage det store spring til at åbne sig. Åh det bliver godt. Det her er ren nydelse af haven, lige det som kan være med til at tage et nyt skridt i den retning jeg er begyndt at gå. Og der har bloggen og dermed også jer, en meget stor betydning. Tak for det kære venner.

Jeg håber at du vil give dig de minutter her og beskrive hvad haven og bloggen har af betydning. Og hvis du ikke har en blog, så pyt, heldigvis har du interesse for have, blomster og alt det som der sker i din have, i andres haver derunder i min.
Knus

Jack og Kirsten

Herr Spatz und den grønne Vélo de Charlot

Tiden er vist til en historie. I de her dage, ja nærmest den sidste stykke tid, har regnen præget vores vejr. Solen har dog skinnet ind imellem, men det er noget fugtigt derude i haven, så det er lidt svært at grave og plante.

Derfor kommer der en historie om den cykel, der står ude i gårdspladsen, op at stakittet, ved havnes indgang.

Jamen lad mig så begynde. Har du sat dig til rette i den gode lænestol? måske en kop kaffe eller The, vil slet ikke være dårligt, og måske en lille småkage. Hvis du ikke har det, men vil gerne have det, så vil jeg da gerne vente. Nåh du har kaffe og et stykke chokolade. Fint.

Nåh, Herr Spatz stod lige pludselig ude i gårdspladsen sidste søndag. Og det er ikke fordi jeg kender manden, nej slet ikke. Jeg ville jo ikke tage et billede af den arme mand, så I må nøjes med min beskrivelse af ham.
Men den arme mand stod derude og lignende et gespenst. Fuldstændig grå, stod han der. Vandet dryppede fra den tykke grønne lodenfrakke. Ualmindelig tung så den ud, derpå den grå tynde mand, som man sagtens kunne tro var døden nær. Hans brune bukser var våde op ad benet, og sorte klatter af mudder, hang på de cykelklemmer der holdt bukserne inde, så han ikke fik dem i cykelkæden.
Man kunne ane noget af den støvgrønne skjorte under frakken. Den havde set bedre dage, da der på skjortens flip var tegn af sved og vand fra regnen, han givetvis havde cyklet i. Hans hår, som der ikke var meget af mere, hang tyndt ned i panden, og mærkeligt nok var håret længere på den ene side, end den anden.

Fuldstændig forkommen stod han og klamrede sig til en grøn damecykel, hvor der på styret var en cykelkurv, pyntet med hvide roser og op af kurvens åbning stod en potteplante med hvide blomster, en åben vinflaske, hvor kokpropen sad i, et glas og bagpå stod en gul margarinedåse uden låg, hvori der stod en tom flaske med patentprop.Bag på cyklen - på dens bagagebærer hang der en ældre mappetaske.

Manden stod og mumlede noget, som var ganske uforståeligt. Man kunne tydelig se, at han havde haft en oplevelse, som slet ikke var af den behagelige slags. Han fortsatte med at mumle et eller anden og en gang imellem kunne vi forstå enkelte ord, som Frau - verrückt - wütend - fliehen. Og imens han stod og gentog de ord, fægtede han med hænder og hev i sin frakke, skjorte og pegede på hans noget snavset bukser.

Nå men vi kunne jo ikke have ham stående derude i regnen. Så vi fik ham lokket ind i varmen med en kop kaffe. Zucker - sagde han. Og så kom der en masse ord i en lind strøm - Ach, ach du lieber Gött, die verrückte Frau wollte mich.... und mein ... Hemd...und Hose...Die Frau sagte etwas wie waschen und Sie zeigte mir ein styk Seife. Manden der i forvejen var grå i huden, blev endnu mere grå, ja nærmest hvid mens kan talte om den episode han åbenbart havde oplevet.

I mens han drak sin kaffe med 3 stk. sukker og en stor Cognac, spurgte jeg lidt ind til hvor han kom fra. Han fortalte at han hed Heinrich Spatz og han var overlærer, men var gået på pension. Han fortalte at han i mange år havde undervist drenge i matematik og gymnastik. Efter han var gået på pension og hans mor var død for et par måneder siden, havde han besluttet at han ville besøg sin gamle penneven, som boede på en gård omkring Aalborg. Og imens han fortalte om hans ven, som han havde skrevet sammen siden han var en dreng, hev han nogle brune breve op, som man godt kunne se, kom fra danmark.

Han fortalte at han aldrig havde set sin ven, men han synes at kende ham så godt igennem sine breve. Han havde ikke hørt fra ham i et par måneder og de breve han havde sendt til vennen, var kommet retur, Så Heinrich var blevet urolig og havde derfor han fremrykket sit besøg, da han egentlig først havde planlagt at besøge ham i august.
Imens Heinrich fortalte, var min kære mand gået udenfor, for at kigge på den cykel Heinrich var kommet. Da han kom ind, hviskede han til mig, at han mente den cykel var stjålet. For cyklen passede jo slet ikke til Heinrich, og det så også ud som om der stod et navn på cyklen.

Min mand mente nu heller ikke at Heinrich ville cykle rundt med roser på cykelkurven, som han mente ikke var en mand kunne købe i en butik, men måtte være flette af en, for der var blevet brugt en grøn havevandslange, og så var da endda sat knapper på, så det må være en småskør pilefletter.

Ja, måske sagde jeg til min mand, men lad nu hører hvad han har at sige, inden vi dømmer ham. Så jeg hældte mere kaffe op til Heinrich, som han takkede ja, tak og samtidig skubbede han cognacglasset frem imod mig, som et tegn om mere.

Heinrich  fortsatte sin fortælling. Han var kommet op til vennens gård, men der var ingen ven. Huset var mere eller mindre tømt.
Han spurgte naboen af, og denne kunne fortælle at vennen var flyttet ind til byen. Naboen kunne ikke

huske hvad byen hed. Men naboen mente at man skulle gå ud af en landevej,

hvor han bare skulle vejen indtil han kom til et busstoppested.

Naboen havde sagt - som Heinrich havde forstået det - at bussen kom flere gange om dagen.

Så Heinrich tog sin gamle mappetaske og gik ud af den landevej, som naboen havde beskrevet.

Heinrich var bare gået afsted uden af vide hvor langt han skulle gå inden han komme til det busstoppested. 

Men imens han gik der, tænkte han på sin gamle ven, og de historier han havde skrevet om. Det var om gården,

hvad han lavede og at han havde opbygget et fint hjem med en husholderske. 

Imens han gik, bemærkede han slet ikke at der kom et køretøj bagfra. Og da denne overhalede Heinrich, blev han så bange at han hoppede ned i grøften, hvor han så stod i vand og mudder helt op til hans knæ. Og det værste af det hele, så var det bussen ind til byen der overhalede ham.

Jeg kunne ligefrem se på Heinrich at han var blevet så gal, for den måde han fortalte på.

Heinrich fortalte videre at han var kravlet op af grøften. så ned af sig selv, hans bedste tøj var helt mudret og vådt. Så våd, frysende og med et par sko, som gav lyd fra sig hver gang han tog et skridt, gik han i den retning som bussen var kørt. Mod vest ind over træerne kunne han se at solen var ved at gå ned. 

Han ville checke hvad klokken var, men opdagede at hans ur, som han havde modtaget i forbindelse med sit virke som lærer i 40 år, var væk. Heinrich var grædefærdig, for det havde været en stor dag og han var meget stolt over at have modtaget dette ur. Det var en meget stor ære. Og nu var uret pist væk. Han begyndte at fortryde at han var taget afsted. Lige nu kunne han sidde hjemme i sin gode lænestol, som både hans mor og far havde siddet i. Varmen ville være dejlig og kaffen ville være hældt op. Imens han gik og jammerede over alt det der var sket, opdagede han slet ikke at han var ved at gå forbi stoppestedet.

Men heldigvis opdagede han det inden han gik alt for langt. Da han kom til søjlen hvor alle bustider er oplyst, kunne han se at bussen gik indtil kl. 22, men han vidste jo ikke hvad klokken var. Var den virkelig så mange at den først kom i morgen igen eller var der stadig vøre mulighed for at den kom i dag. Imens han stod og tænkte over det, og allerede var begyndt at tænke over hvor uheldig han var, blev han forstyrret af et stort larmende Dyt... Dyt...og lige der stod bussen

Han har aldrig før været så glad for at stige på en bus, som på denne her. Buschaufføren var en ældre mand, som sad der med sin lille stump cigar. Chaufføren sagde højt og tydeligt GoDaw. Heinrich var i gang med at lede efter penge og da han ikke kunne finde sin pung blev han nervøs, han ledte og ledte og blev endnu mere nervøs. Chaufføren havde nok bemærket at den nye passager så noget nervøs og sveden ligefrem rendte ned at hans kind. Den godechauffør spurgt af - nåhhh hvo ska do hen i awten. Heinrich forstod intet af det, men sagde byen - ven - gård.

Chaufføren, som en gang for mange år siden havde været i Tyskland, kunne forstå noget med by, så han kunne regne ud at den mærkelig mand skulle ind i byen, og han kunne da godt tage ham med, for det var jo ikke så langt. Heinrich fik at vide af han skulle sætte sig ned, og bussen, som var en lidt ældre årgang, satte igang med et ryk.

Heinrich kunne mærke den gode varme der var i bussen,og den vuggen der var når bussen kørte på den smalle landevej, fik hans øjne til hurtig at falde i.
Do.... Do..... Do der. kunne han hører langt væk i hans drøm, og lige pludselig kunne han mærke at der var en der skubbede lidt til ham. Jah, A æ ke at, men no er vi here.

Heinrich kiggede ud af bussen vindue og han kunne godt se at han var i en by, så Heinrich styrtede ud af bussen og var ved at snuble over sin tunge våde frakke, så kom på tværs, da han styrtede ned af bussens trappe. Flere pletter tænkte Heinrich. Gad vide hvad hans ven ville sige hvis han så hvor beskidt han var. En pensioneret overlærer fra en god drengeskole i Tyskland og så snavset, at det ikke kunne passe nogen steder.

Imens han gik hen af byens gade - et eller andet med bakke... hed den vej, tænkte han på at han måske kunne finde et vaskeri, som kunne vaske hans tøj, men han kunne også mærke at han have ikke fået aftensmad og han var egentlig meget sulten, og en kop kaffe, ville heller ikke være af vejen. I det øjeblik, kunne han dufte den bedste mokka og duften af kage - brød var også til stede. Og lige der lå der det yndigste konditori. I det lille vindue, som var malet hvidt og pyntet med de sødeste sukkerting, stod der kager i mange forskellige slags. Igen ledte han efter sin pung, og da han fandt den i inderlommen af hans frakke, blev han så glad.

Glad og med mange forventninger åbnede han døren til konditoriet og gik ind.

Mærkeligt havde Heinrich tænkt, da han trådte ind ad døren. Udenfor virkede det meget større end det her, men pyt han var jo sulten og duften af mokka var endnu mere herlig. Han satte sig på en af de fine hvide stole. Han var lidt beklemt ved at sætte sig, for han var bange for at gøre det hvide stof snavset, men sulten og duften af den gode mokka, ja de fine kager der stod der. Hjertekager, Marengsbunde, med frugt ovenpå, og så der mit i det hele stod en meget fin og lækker kage - Rosenkagen. Mens han sad der og kiggede på alle de flotte og lækre kager, kom en dame nærmest svævende hen til ham. Hun præsenterede sig som Madame La Ferraille. Hun hjælp den dygtige Pauline, da hun var ovre ved Marie Nielsen for at hente nogle rene duge. Hun spurgte ham af hvad hun kunne hjælpe ham med. Ja svarede han. En kande kaffe - gerne mokka og et stykke af den fine Rosenkage og en af de kager der er formet som et hjerte. Ja. så gerne svarede den svævende Madame La Ferraille, som vendte sig om og svævede tilbage til disken, for lave kaffe og anrette kagerne. Heinrich sad og kiggede sig rundt i det lille konditori. Han kunne se, på servietterne, at stedet hed Paulines Konditori.
Alt var hvidt og skinnende rent. Dugene var skinnende hvide og glattet så meget at stoffet næsten gav lyd fra sig, hvis man kom til at klemme det med hånden.

Heinrich sad i sine egne tanker, da han pludselig kunne høre en værre diskussion imellem to kvinder, der stod i døråbning.
Han forstod ikke helt hvad den ene sagde, men det var ganske tydeligt at se, at hun ikke arbejdede her. Hun var klædt i ganske almindeligt tøj, men som var så rent at det hvide forklæde nærmest blændede ham. Og med et stod den kvinde overfor ham, og hun pegede på ham, imens hun talte til Madame La Ferraille og den anden kvinde som var kommet med. Pauline, kunne han forstå, men resten kunne han ikke. Lige pludselig begyndte kvinden, som de andre kaldte Marie, at hive i ham. Hun trak i hans frakke, som om hun ville have den, hun tog fat i hans skjorteflip, og sagde et eller andet. Det var meget tydeligt at hun var ganske misfornøjet over at han sad der med hans tøj. Lige pludselig stod der fire kvinder omkring ham - Madame La Ferraille, Marie, Pauline og en fjerde kvinde, som så meget fin ud.
Heinrich kunne mærke at de begyndte at trække i ham. Marie hentede noget, som lignede sæbe, og Heinrich begyndte at blive nervøs, ja nærmest bange. Han havde aldrig været omgivet af så mange kvinder i sit liv, så det hele blev for meget for ham. Han sprang op, bordet væltede, kvinderne skreg op og han rendte ud af butikken. Op af vinduet stod en cykel, den tog han, satte mappetasken fast omme bag og så trådte han han hårdt i pendalerne.

Heinrich, som havde drukket 5 kopper kaffe med hver 3 stk. sukker, 3 store Cognac og spist 4 store ostemadder, var begyndt at få farve i kinderne. Hvor lang tid han havde cyklet viste han ikke, men han var også ligeglad. han ville bare hjem til Tyskland,
Hjem i hans lejlighed, hvor den gode lænestol stod og der var roligt og varmt. Ingen der jagtede ham. Og slet ingen kvinder. Heinrich sagde at han ville skrive til sin ven, at han havde ledt efter ham, men at han ikke kunne finde ham, så måtte Karl, som vennen hed, jo henvende sig til ham. Heinrich mente ikke at der var andet at gøre. Han ville hjem nu.

Han spurgte hvor den nærmeste togstation var og da han fandt ud af at han skulle tage en bus til byen, hvor der går toge til Tyskland, rejste han sig hurtigt - tog sin taskemappe - rakte hånden ud og sagde: Der Kaffe hat mir geschmeckt und ich danke ihnen für ihre Freundlichkeit. Leben Sie Wohl - væk var han.

Og midt ude i gårdspladsen, op af vores stakit, stod der en grøn cykel af mærket Puch og der stod endvidere Vélo de Charlot.. men jeg ved jo ikke hvor Heinrich har været, og jeg ved heller ikke hvem der ejer den cykel han tog. Men nu stiller jeg den op ved havens indgang. Der står den også ganske fint, næsten som den var bestilt til at stå der. Jeg skal nok passe på den.

Kære venner - dette er en historie fra det virkelige liv eller er det et eventyr. Tja det ved kun Herr Heinrich Spatz fra Tyskland, men en ting er sikkert, at der står en fin cykel ude ved mit stakit, som der muligvis er en fra en by står og mangler eller.....


Jack siger at historien er alt for lang. Der skal mange flere billeder til. Næ, svarer jeg Jack, det synes jeg ikke, for jeg har jo kun hørt Herr Heinrich Spatz fortælle historien, så jeg har ingen billeder, kun dem jeg har vist, og nogle af disse er fra det store net, hvor jeg har lånt dem.
Okay svarer min kloge hund - der er ingen der gider at læse så meget, men det er dig der bestemmer.

Så kære jer, jeg håber ikke at I synes I har læst for meget, og jeg håber da også at I kunne lide historien om Herr H. Spatz, som måtte opleve så meget et sted i Jylland.
Nu er der sikkert nogen der tænker, hvorfor skriver hun den her historie om en cykel, hvor der står Vélo de Charlot. Åh det er egentlig ganske lige til, jeg vil nemlig bare gerne takke Charlotte fra bloggen Hos Villa Fryd. Hendes blog kan du finde her, Hun fandt nemlig denne kønne cykel til mig. Og som tak synes jeg der skulle en lille historie med.
Så Kære Charlotte 1000 tak for den flotte cykel. Den blev ikke hvid,for den er så køn som den er.

Så er der ikke så meget mere at skrive for denne gang.

Kh
Jack og Kirsten